Torsdag d. 26-07-2012 kl. 18:00
Tirsdag aften klokken cirka 21.15 oplevede borgere i Huginsvej-området i Skive et sodnedfald.
De rettede straks mistanken mod Skive Fjernvarmes værk på Thorsvej i Skive.
- Sodnedfaldet har forårsaget kraftige belægninger på biler, havemøbler, parasoller og vasketøj i området. Vi vil gerne omgående høre, hvad forvaltningen vil gøre ved problemet, der i en periode var så kraftigt, at det var umuligt at sidde udendørs. Kaffen blev simpelthen fyldt med nedfaldet, skrev Leif Jeppesen tirsdag aften i en mail til Skive Kommunes miljøafdeling.
Skive Kommunes miljøafdeling fik i går formiddag kontakt med Skive Fjernvarme, som allerede tirsdag aften blev gjort opmærksom på sagen af borgere på Huginsvej, der ringede til Skive Fjernvarmes vagt.
Tage Meltofte, direktør for Skive Fjernvarme, beklager udslippet.
- Det skyldtes, at vi tændte en kedel. Nogle filterposer i den skorsten, der hører til kedelen, var i stykker. Det betød, at der kom et støvudslip. Det beklager vi selvfølgelig meget. Vi har meddelt borgere, der har kontaktet os, at de kan få vasket bil eller campingvogn, der er blevet ramt af sod, på vores regning, siger han.
Skulle nogle have fået sodet for eksempel en parasol, som man ikke umiddelbart kan gøre rent, er man velkommen til at kontakte Skive Fjernvarme med henblik på eventuel rensning eller erstatning. |