Sportschef - Vi kommer til at overraske positivt
Torsdag d. 26-07-2012 kl. 10:29
På søndag er det alvor for Skive IK i fodboldens 1. division.
For femte sæson i træk - og syvende gang i alt skal lokalområdet bevise, at man kan spille med på dette ganske høje niveau, og som noget nyt er der i den ny turnering kun 12 hold i rækken.
Til gengæld mødes alle tre gange, så kampantallet i forhold til sidste sæson stiger fra 26 til 33 - i en trup, der i antallet af spillere ikke er vokset nævneværdigt, og hvor den mest markante afgang er Allan Høvenhoffs farvel.
Ind er kommet unge Jesper Henriksen, Skive-dreng, der hidtil har været i Viborg, og muligvis Kasper Høst, som i disse dage viser sig frem med henblik på en aftale, samt et andet ungt talent, Casper Røjkjær.
Sportschef Jesper Larsen, der af natur selv er en glad og optimistisk mand, er også optimistisk på sin trups vegne.
- Jeg ved godt, at jeg har stået for vendingen, at vi »skal gå styrkede ud af ethvert vindue« - og det lever vi måske ikke helt op til denne gang.
- Til gengæld er jeg fortrøstningsfuld, fordi spillerne er vokset - og de er voksende. Tag en ung fyr som Jesper Thor Larsen, der blev hevet ind i foråret. Han har taget handsken op, var målscorer i forårets sidste kamp mod ligaoprykkerne fra Randers, og han har - i lighed med andre - taget kæmpeskridt. I det lys er vi styrket samlet set, så jo, jeg er optimist, og jeg tør godt love, at vi kommer til at overraske positivt i denne sæson, siger sportschefen.
- Jeg vil også sige, at der ikke vil være et hold i rækken, som vi ikke kan udfordre og tage point fra på en god dag. Omvendt bliver rækken så lige, at vi også kan risikere at tabe til alle, hvis vi »ikke er til stede« - men jeg er fortrøstningsfuld, fordi marginalspillerne alle er vokset. Der er intens kamp om pladserne - og nok arbejder vi på en discount-model i forhold til de fleste af vore konkurrenter, men alligevel har vi magtet at bide os fast i en række, som er blevet beskåret fra 16 til 12 hold. Det er klasse af spillerne og trænerne, siger Jesper Larsen.
Sportschefen har igen tro på, at liganedrykkerne bliver markante hold på næstbedste niveau - Lyngby og HB Køge, og desuden peger han på Vejle/Kolding, Viborg FF og måske FC Vestsjælland, som de hold, der skal prøve toppen.
- Og så bliver vi otte hold, der skal kæmpe om at undgå de to nederste pladser - og som sagt, jeg er optimist på vore vegne. |