Lørdag d. 28-07-2012 kl. 05:56
Af Mogens Flyvholm
Meget kan man sige om kirkeminister Manu Sareen, og meget er allerede blevet sagt. Fast står det dog, at i den korte tid, Sareen har været kirkeminister, har der været fokus på debatten om folkekirken. Debatten om homoseksuelles ret til kirkelig vielse var markant, den satte sit præg på folkekirken, og efter debatten er folkekirken ikke længere helt den samme kirke som før.
Debatten viste også, at vi med Manu Sareen har fået en kirkeminister, der tager sin opgave som minister særdeles alvorlig. Man kan være enig eller uenig i ministerens holdninger, men man kan ikke tage dem fra ham, og man kan dybest set heller ikke bebrejde ham, at han som politiker - for det er kirkeministeren så sandelig - gerne vil have de ændringer gennemført, som han mener er til gavn for folkekirken.
I den folkekirkedebat, der nu synes at være på vej, er bolden givet op af en tidligere kirkeminister, Tove Fergo.
Tove Fergo, der er sognepræst på Amager, har både ad tjenstlig vej og gennem et indlæg i Kristeligt Dagblad spurgt sin biskop, Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, hvorfor vielser skal foregå i kirkerummet. I bekendtgørelsen om vielse i Folkekirken står der nemlig, at vielsen kun kan finde sted i kirken. I helt specielle tilfælde kan biskoppen dog give dispensation.
De tørre tal viser, at siden 2006 vies stadig færre i kirken. Sidste år var der tale om 9862 vielser. Det skal sammenholdes med antallet af borgerlige vielser, der var på 15.147.
Hvis et forslag om en ændring af bekendtgørelsen om vielser udelukkende har til formål at gøre kirkelige vielser mere konkurrencedygtige - hvis det udtryk kan bruges - i forhold til borgerlige vielser, er det ikke værd at spille tid på debatten. Så er en tivolisering allerede på vej, hvis vielser skal falbydes ud fra mere eller mindre smarte steder for vielserne.
Anderledes forholder det sig, hvis Tove Fergo med sin henvendelse gerne vil have præciseret, at hun med den samme teologiske uddannelse som biskoppen er lige så kompetent til at afgøre en sag, som bispen er. I så fald kæmper Tove Fergo for en selvstændiggørelse af den enkelte præst, og det giver debatten en anden dimension.
Kirkeministeren har med sædvanlig politisk intuition grebet udspillet fra Tove Fergo. Hvis der er et ønske om at ændre bekendtgørelsen om vielser, tager han gerne spørgsmålet op, når der til september skal være bispesamråd. Det vil ikke være nogen overraskelse, hvis bekendtgørelsen ændres. |