Skive

Af Mogens Flyvholm

Da sommeren som regel er uden de helt store politiske nyheder, forsøger mange medier at dække sig ind indholdsmæssigt ved at tilrettelægge serier om politik. Således kører Børsen en serie med sommerinterviews, hvor man taler med de forskellige partiledere. Jyllands-Posten kører en serie om det magtskifte, der skete, da Danmark efter 10 år med en VK-regering fik en ny SRSF-regering.

I løbet af de sidste dage har de to nævnte dagblade været forbi den konservative »sommerlejr«. Jyllands-Posten har talt med tidligere partileder og udenrigsminister Lene Espersen, og Børsen har talt med den nuværende konservative leder og tidligere justitsminister Lars Barfoed.

De to konservative profiler synes at være enige om, at tiden med Anders Fogh Rasmussen som statsminister nok ikke var så glansfuld, som man ellers kunne få fornemmelse af. Lene Espersen gav direkte udtryk for, at det nager hende, at man lod Fogh bruge for mange penge.

Lars Barfoed er mere direkte. Han beskylder uden omsvøb Venstre og Dansk Folkeparti for at have forhindret, at der blev ført den nødvendige reformpolitik. Samtidigt skinner det også tydeligt igennem hos den konservative leder, at han har en vis bitterhed over, at Lars Løkke Rasmussen har fået æren for, at der før regeringsskiftet kunne laves en aftale om en tilbagetrækningsreform og dermed et opgør med efterlønnen. I Barfoeds optik var det et længe næret konservativt ønske.

Hvor dybt den konservative bitterhed stikker hos den konservative leder, kan det være svært at afgøre. Til gengæld synes Lene Espersens bitterhed over den konservative deroute at slå ud i fuldt flor, da hun præsterede at komme med en megen direkte kritik af Lars Barfoeds måde at føre valgkamp på. Barfoeds håndtryk med Margrethe Vestager under sidste valgkamp var en direkte fejl. Der blev sendt et forkert signal om den konservative borgerlighed.

Det er jo korrekt nok, at det konservative parti under Lars Barfoeds ledelse fik en vælgerlussing af dimensioner. Men Lene Espersen laver selv, hvad man kan kalde en endnu større fejl. Som partileder er Lars Barfoed trængt, og alligevel synes Lene Espersen at have et behov for at kritisere ham offentligt. Det er just ikke det, en trængt leder har brug for.

De to konservative topfigurer kan blive enige om at kritisere tidligere samarbejdspartnere. Det er nyttesløst. På samme måde er det også nyttesløst, når det blotlægges, at der fortsat er intern konservativ uenighed.