SF lig Store Frustrationer
Onsdag d. 01-08-2012 kl. 11:58
Af Mogens Flyvholm

Rød Blog er en SF-hjemmeside, hvor medlemmer af SF kan få lov til at blogge og vel også brokke.

SF’s lokalafdeling i Valby er en af de afdelinger, der bruger Rød Blog. Afdelingen har netop på bloggen offentliggjort et åbent brev til Villy Søvndal og partiets ledelse. Det er ikke uinteressant læsning.

SF’erne i Valby mener, at den brede skattereform, som regeringen lavede med De Konservative og Venstre, var en politisk manøvre, der skulle sikre, at der kunne komme radikale ministre i en mulig kommende borgerlig regering.

Men det stopper ikke her. De gode Valby-folk mener også, der er grund til at sætte et spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget kan betale sig for SF at være med i regeringen, når De Radikale og Socialdemokraterne »tillader sig og får lov til at tromle hen over SF«, for nu at citere direkte.

Det kan godt være, at Valby-SF’erne ser politiske konspirationer, når de ser på skattereformen. Det kan man så forholde sig til alt efter humør og temperament. Ja, man kan endda på samme måde forholde sig til, at der også er andre SF’ere end lokalafdelingen i Valby, der ser konspirationer. Det er helt anderledes med den følelse af at være politisk kørt over, der også kommer frem.

I Jyllands-Posten kommer Karsten Hønge, der er formand for SF i Region Syddanmark, endda med noget, der mest af alt ligner en advarsel til De Radikale. De skal, mener Karsten Hønge, passe på med, »at de ikke presser citronen så meget, at projektet kommer i fare«.

Der er ingen tvivl om, at deltagelse i en regering under Helle Thorning-Schmidt har været et projekt for SF. Det er problematisk, for regeringsdeltagelse eller regeringsmagten må ikke være et projekt i sig selv. Vi så det under Fogh-regeringen, hvor projektet blot var at holde Fogh ved magten så længe, at han kunne få en udenlandsk toppost. Man forsømte at føre den nødvendige politik.

For SRSF-regeringen må projektet være at føre den nødvendige politik og lave de nødvendige reformer, hvor smertefulde de end kan være målt med et partiprograms alen. At danne regering kan i sig selv aldrig være nok.

SF er blevet politisk udfordret med regeringsgrundlaget, som også de to øvrige regeringspartier er det. Tilsyneladende har det været for meget for store dele af partiet. SF er blevet lig Store Frustrationer.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk