Fredag d. 03-08-2012 kl. 12:30
Skive forenede Håndboldklubber overtager den plads i mændenes bedste række, som blev ledig, da storklubben AG København tidligere på ugen måtte indgive konkursbegæring.
Efter et morgenmøde i dag med omkring 40 af håndboldklubbens sponsorer kunne Skive fH’s ledelse konstatere en så massiv opbakning til klubben, at bestyrelsesformand Mogens Garder efterfølgende kunne meddele, at Dansk Håndbold Forbund nu får besked om, at Skive siger ja tak til at overtage pladsen i Ligaen.
- Vi er ikke helt i mål, men det kommer vi. Det er helt sikkert, vi takker ja til liga-pladsen efter den enorme opbakning, vi har mødt hos sponsorerne. Vi havde slet ikke drømt om, at tilslutningen blandt sponsorerne var så stor, siger Mogens Garder. |