Fredag d. 03-08-2012 kl. 11:43
Antallet af kvinder i forsvaret slår rekord. I Aalborg er knap hver tredje af de nye værnepligtige kvinde.
Flere og flere af de værnepligtige er kvinder.
På Aalborg Kaserner gælder det knap hver tredje af de 482 unge, der nu starter som værnepligtig, skriver DR Nordjylland. Og det er omkring tre gange så mange som de foregående år.
Og det er ikke kun i Nordjylland, at antallet af kvindelige rekrutter er steget markant.
De seneste år har cirka 10 procent af de værnepligtige i Danmark været kvinder, men i år slår tallet på landsplan rekord og nærmer sig 20 procent.
- Der er dobbelt så mange kvinder på august-indkaldelsen, som vi normalt ser, siger Frank Mathiassen, chef for forsvarets rekruttering.
Generelt melder flere og flere kvinder sig, men stigningen i år skyldes i høj grad en ny ordning for såkaldt særligt motiverede egnede værnepligtige, som trådte i kraft ved årsskiftet.
Den betyder, at blandt andet kvinder kommer i en særlig gruppe, som kun skal vente 6 i stedet for 12-18 måneder på at komme ind som værnepligtig.
Det er ikke kun kvinder, som kan komme hurtigere ind på grund af den nye ordning. Det kan mænd, som melder sig frivilligt til en uddannelse i forsvaret, samt mænd i særlig god fysisk form også.
Værnepligten er fire måneder, og for kvinder er det helt frivilligt, om de vil melde sig som rekrutter.
/ritzau/ |