Lørdag d. 04-08-2012 kl. 17:52
Den lokale læreruddannelse i Skive forventer at kunne byde over 90 nye studerende velkomne til studiestart midt i august, og det vækker glæde hos den daglige leder af uddannelsen, Jens Godiksen, at der bliver ved med at komme nye studerende til.
Torsdag kom den socialdemokratiske folketingskandidat Mads Panny fra Viborg i DR Midt/Vest med et forslag om at lukke de to læreruddannelser i Skive og Nr. Nissum på grund af faldende ansøgertal og i stedet flytte de to seminarier til Viborg og Holstebro, hvor der i forvejen findes et campusmiljø.
- Optagelsestallet i Skive og Nr. Nissum ligger ganske vist lidt under optagelsestallet sidste år, men vi forventer som altid et efteroptag, og der er overhovedet ingen grund til bekymring. Placeringen af læreruddannelserne er slet ikke til diskussion nu, understreger uddannelseschefen for læreruddannelserne i VIA, Elsebeth Jensen, over for Skive Folkeblad. |