Lørdag d. 04-08-2012 kl. 04:52
Der er blevet luget kraftigt ud i antallet af bankfilialer i Salling i løbet af sommeren. Således har Spar Nord valgt at lukke sin afdeling i Jebjerg, mens Sparbank har drejet nøglen om i Breum og Jebjerg. Samtidig har Den Jyske Sparekasse reduceret åbningstiden i de tre tidligere Spar Salling-filialer i Thise, Ramsing og Lihme.
Fra alle tre pengeinstitutter lyder den samme forklaring: Der er ikke længere det samme behov for de små filialer i landsbyerne.
- Kunderne efterspørger simpelthen ikke i samme grad som tidligere en lille lokal filial. Mange ting foregår jo via nettet og telefonen i dag, så teknologien har i et vist omfang overhalet behovet for fysisk tilstedeværelse, forklarer Lars Thomasen, der er direktør i Spar Nord Skive.
Han lægger dog ikke skjul på, at det er forbundet med en vis vemod, når der skal lukkes mangeårige filialer. Især når der som i Spar Nords tilfælde er tale om en afdeling, som for få år siden husede hovedsædet for den daværende Sparekassen Midt Vest, som i 2006 fusionerede ind i Spar Nord. |