Skive

Af Mogens Flyvholm

I et stort interview i Børsen fredag gav den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, udtryk for, at det var svært med tre partier i regeringen. Regeringssamarbejdet er ingen dans på roser, og det ville nok have været lettere, hvis SF ikke have været om bord. Dog mente Vestager, at regeringssamarbejdet bliver stadigt bedre, og SF i regeringen bidrager til nye måder at tænke på.

Margrethe Vestagers karakteristik af regeringssamarbejdet er et smukt eksempel på, hvordan man som politiker både kan blæse og have mel i munden. Hun både roser og skoser de i forvejen frustrerede SF’ere. Man kan næsten blot tolke hendes udsagn som et vink til SF om, at hvis de vil regeringssamarbejdet, må de sørge for, at der ikke fortsat er uro i baglandet.

I regeringen har SF’s ministre arbejdet loyalt med afsæt i regeringsgrundlaget. Det har kostet, for der er ikke mange rene SF-aftryk i det, der er gennemført. Selv peger SF-baglandet på, at den betalingsring, der var groet i SF’s have, led en krank skæbne.

Det er alvorligt for regeringssamarbejdet, at det bliver mere og mere markant, at der i SF’s bagland er røster fremme om at droppe regeringsdeltagelsen. Ja, det er sådan set endnu værre, at der også er ønsker fremme om, at SF’s hovedbestyrelse, der tidligere have stor magt og indflydelse, skal genindtage den position. Skulle det ske, ville SF’s ministre blive mere eller mindre stavnsbundet, og det ville stort set være den direkte vej ud af regeringen.

SF er blevet trængt i regeringssamarbejdet. Frustrationerne er åbenbare, og tydeligst kom de frem i sidste uge, da SF-nestoren Aage Frandsen, som en af de hidtil politisk tungeste SF’ere, direkte såede tvivl om SF’s fortsatte regeringsdeltagelse.

Frustrationerne over regeringssamarbejdet kan man godt forstå. SF gennemgik på det nærmeste et ham-skifte for at gøre sig regeringsmodent, men den regering, der kom ud af bestræbelserne, har på ingen måde været en SF-drømmeregering. Forklaringen herpå er sådan set lige til. Den fair løsning, SF og Socialdemokraterne ville vinde regeringsmagten på, blev forkastet af vælgerne. SF kom så at sige ikke i regering på egen politik, men fordi der kunne etableres et flertal med De Radikale og Enhedslisten.

Det er måske for meget at sige, at SF tabte sig til regeringsmagten. Men ønsket om regeringsdeltagelse var så stærkt, at det kom til at nedslide partiets egen profil. Derfor vil SF også være lig Stadige Frustrationer.