Mandag d. 06-08-2012 kl. 12:01
I dette årtusinde har vi været vidner til, at såkaldte liberale værdikæmpere, under anførelse af den store mester, Anders Fogh Rasmussen, igen og igen har fortalt os, at der skal være fuldstændig vandtætte skel imellem religion og politik. Det giver sig senest udslag i, at byretsdommerne i disse dage ifører sig kapper for at fremstå fuldstændig neutrale og fuldstændig blottede for alt, hvad der kan tolkes som religiøse symboler.
På samme tid kan vi se liberale værdikæmpere anført af Anders Samuelsen og Inger Støjberg, i forbindelse med de uofficielle Danmarksmesterskaber i stegt flæsk og persillesovs, kæmpe bravt for at øge Indre Missions indflydelse på det danske arbejdsmarked.
I sandhed: den liberale tænkning har mange ansigter. Men det er da altid et godt bidrag til sommerunderholdningen, at se politikere trække vod i vælgerhavet.
Forøvrigt er stegt flæsk og persillesovs også min livret.
Valdemar Jørgensen
Skivevej 70
Volling
7860 Spøttrup |