Mandag d. 06-08-2012 kl. 18:00
Årets tema på Jenle har været »Aakjær og religiøsiteten«, og netop ved søndagens Jenlefest kunne man filosofere lidt over, om forbindelsen mellem vejrguderne og Aakjær var lidt løs. I hvert fald kom vejrguderne med deres eget forord til Jenlefesten, da de leverede en ordentlig byge lige inden festen kunne begynde, men heldigvis kunne paraplyerne slås ned og stort set forblive nede resten af eftermiddagen.
Det voldsomme regnskyl forhindrede dog ikke omkring 850 mennesker i at tage klapstole med sig til plænen på Jenle, hvor udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og journalist og forfatter Niels Krause-Kjær stod for dagens gæstetaler og Henning Linderoth, formand for Aakjærselskabet, der arrangerede, talte om, hvordan vi er i gang med at miste fællesskabet på grund af den øgede individualisme.
Jenlefesten var ikke kun taler til eftertanke hos publikum. Jenlefesten var også underholdning med Lars Hannibal, der leverede sprøde toner med sin guitar og fortalte, hvordan han har fået Aakjær ind med modermælken. Og det var Ghita Nørby, der læste op af sine H.C. Andersen-eventyr-favoritter og selvfølgelig digte af Jeppe Aakjær, som hun med egne ord havde fået ind med fadermælken. Efterfølgende var det Lars Lilholt, der gik på scenen, og han præsenterede blandt andet den nye danmarkssang »Danmark ligger åben« og sluttede dagen nærmest som i Jeppe Aakjærs navn med sangen om »Jens Langkniv«, som også Aakjær skrev om.
- Folk fik virkelig noget for pengene, siger Henning Linderoth, der er godt tilfreds med mængden af publikummer, som var over det forventede antal. |