Unfair angreb på seminariet
Tirsdag d. 07-08-2012 kl. 11:04
Af Ole Dall

Sommertiden udnyttes jævnligt af håbefulde politiker-typer, der er helt desperate efter omtale - men ofte må de bagefter ønske, at de kunne holde bøtte med tilbagevirkende kraft.

Et eksempel herpå er den socialdemokratiske folketingskandidat i Viborg Øst, Mads Panny, der i fuldt alvor har foreslået, at lukke læreruddannelserne i Skive og Nr. Nissum og flytte uddannelserne til - rigtigt gættet - Viborg og Holstebro!

Folketingskandidater kan selvfølgelig kæmpe for deres nærområde, men det er simpelthen for langt ude og politisk plat, når Mads Panny vil lukke velfungerende seminarier i Skive og Nr. Nissum.

Det er kun godt et halvt år siden, at et omfattende analysearbejde om lærer-uddannelserne i regionen førte til beslutningen om, at de meget roste læreruddannelser i Skive og Nr. Nissum skulle fortsætte.

Og der var undervejs masser af ros i analysen til ikke mindst seminariet i Skive.

Bestyrelsen for VIA University College gav således grønt lys til både læreruddannelse i Skive og Nr. Nissum. Optagelse af 100 studerende i gennemsnit i Skive og Nr. Nissum var udgangspunktet. I Skive var der ved studiestart i 2010 et tal på 115 nye studerende, sidste år var tallet 110 og i år har man foreløbig rundet 90 nye studerende - med forventning om flere tilmeldinger inden studiestart.

Det ser således glimrende ud for Skives vedkommende, og også på den baggrund er det unfair, når S-kandidaten fra Viborg forsøger at aflive blandt andet seminariet i Skive.

Heldigvis bevarer uddannelseschefen for læreruddanelsen i VIA overblikket. Elsebeth Jensen fastslog her i avisen forleden, at »placeringen af læreruddannelserne slet ikke er til diskussion nu«.

Hun tilføjede, at selvom optagelsestallet i Skive og Nr. Nissum er lidt under sidste års tal, så forventes som altid et efteroptag før studiestart, og der er ifølge uddannelseschef Elsebeth Jensen »overhovedet ingen grund til bekymring«.

Lad os håbe, at budskabet siver ind hos Viborgs socialdemokratiske folketingskandidat, Mads Panny, der på en hjemmeside i øvrigt takker for at han til sin bryllupsfest kunne låne Viborgs pædagog-seminarium, som han altså også mener skal rumme læreruddannelsen fra Skive...

Det har været hans åbenlyse hensigt at skabe ny uro om seminarie-fremtiden i Skive og Nr. Nissum. Det skal ikke lykkes, og forhåbentlig vil der være partifæller, der fortæller ham, hvor langt ude det er at forsøge at skabe ny splid på området blot et halvt år efter, at der er truffet en klar beslutning om fortsat læreruddannelse i Skive og Nr. Nissum.

Så Mads Panny må finde nye og mere seriøse politiske jagtmarker i hans politiske sommeroffensiv.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk