Tirsdag d. 07-08-2012 kl. 16:00
Hovedmotoren i form af rente- og gebyrindtægter har aldrig været bedre i Vinderup Bank, men et negativt aktiemarked betyder, at banken fortsat står med et minus efter årets første seks måneder.
Konkret viser halvårsregnskabet et driftsunderskud på godt en halv million kroner, og det er ikke tilfredsstillende erkender bankdirektør Jens Nipper, men forklaringen på det røde tal er fornuftig, mener han.
Stigningen i rente- og gebyrindtægter, bankens basisindtægter, er tre gange så stor sammenlignet med 2011 og ligger lige nu på højeste niveau i fem år.
- Det viser god aktivitet i banken. Samtidig har vi holdt omkostningerne flade med en stigning på kun tre procent, som er absolut ingenting. Kernen i bankens forretning er altså inde i en god udvikling, meget god endda, og det gør mig glad, fastslår Jens Nipper.
Derfor er det også ærgerligt, at det første halve års tørre tæsk til aktiemarkedet har kostet Vinderup Bank 1,3 millioner kroner i negative kursreguleringer. Det ødelægger et ellers opløftende billede af udviklingen, som bankdirektøren konstaterer i halvårsrapporten.
Scanpix |