Tirsdag d. 07-08-2012 kl. 09:51
Dronning Margrethe kommer lørdag den 1. september til Skive. Her skal hun besøge hjemmeværnet ved Totalforsvarsregion Nord- og Midtjylland på Skive Kaserne.
Årsagen til det royale besøg er, at den nye totalforsvarsregion skal have overrakt en ny fane. Totalforsvarsregion Nord- og Midtjylland har eksisteret siden januar, da totalforsvarsregionerne for det nordjyske og det midtjyske område blev lagt sammen til en. Totalforsvarsregionen har hovedsæde på Skive Kaserne.
I forbindelse med faneoverdragelsen vil der være parade på Skive Kaserne. Denne del af ceremonien vil være åben for offentligheden, så borgere på Skive-egnen kan altså tage et smut forbi Skive Kaserne, hvis de ønsker at se dronningen, der sidst besøgte Skive i 2007.
Som led i ceremonien er det dronningens opgave at slå det første søm i den nye fane. Det næste søm vil blive slået i af forvarsminister Nick Hækkerup (S), der altså ligeledes vil være til stede i Skive på dagen. Endelig vil det tredje søm blive slået i af chefen for hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler. |