Onsdag d. 08-08-2012 kl. 17:00
Et hastigt stigende antal professionelle sportsfolk i de bedste rækker medvirker i meget høj grad til at markedsføre Skive Kommune.
Det er ifølge borgmester Flemming Eskildsen (V), Glyngøre, årsagen til, at økonomiudvalget er klar med godt og vel en million kroner til Skive Trav, Skive forenede Håndboldklubber (Skive fH), Skive Idrætsklub Elite A/S (SIK), Hjerk-Roslev-Harre Håndboldklub af 1974 (HRH 74) og cykelholdet Team Designa Køkken-Knudsgaard.
- Hvor der er indgået professionelle kontrakter, kan der ikke hentes tilskud via folkeoplysningsloven. Og ofte sker oprykningen eller de begivenheder, der udløser den, meget hurtigt, og så må vi være klar, siger borgmesteren.
Det er årsagen til, at Flemming Eskildsen allerede fredag morgen i sidste uge kunne fortælle Skive fH, at er herrerne klar til at fortsætte i ligaen på den plads, der er blevet ledig efter konkursen for AG København, har kommunen 200.000 kroner klar.
Og samlet kommer de kommunale sponsorater, som altså opfattes som markedsføring, til eliteidrætten, op på over en million kroner i år. Og der laves kun aftaler, der gælder for et år, understreger borgmesteren.
- Vi bruger ikke vildt mange penge i forhold til de kommuner, vi sammenligner os med. Men vi er ikke i tvivl om, at vi får fuld valuta for pengene, fastslår borgmesteren. |