Flugtfange dømt for kriminalitet i Skive
Torsdag d. 09-08-2012 kl. 16:00
Den 48-årige Robert St. John Price fra England har muligvis trukket på gamle forbindelser til Skive-egnen i forbindelse med sin flugt fra Kolding Arrest sammen med en 26-årig nordjysk mand. I hvert fald har han tidligere huseret i Skive.

I 2008 blev englænderen i byretten i Viborg idømt fire måneders fængsel for medvirken til et groft overfald på en yngre mand, som blev livsfarligt såret af knivstik i en lejlighed på Nørre Allé i Skive. Englænderen blev ikke fundet skyldig i at have været med inde i lejligheden, men alene deltaget i planlægningen af overfaldet. Dommen blev senere indbragt for Vestre Landsret, der fandt byrettens dom for mild og forhøjede englænderens straf til fængsel i et år og to måneder. I samme sag blev to yngre mænd fra henholdsvis Skive og Thisted idømt hver tre års fængsel i såvel byret som landsret.

Robert Price afsoner aktuelt en fængselsstraf på to år for indsmugling af 56 kilo hash fra Spanien til Danmark. Der resterer endnu ni måneder af afsoningen, og dertil kommer den straf, han må påregne efter flugten fra arresten, der af politiet er blevet betegnet som særdeles brutal.

Den 26-årige mand, som var med til fangeflugten, afventer sin sag, hvor han blandt andet vil blive tiltalt for indsmugling af 10-12 kilo amfetamin.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk