Torsdag d. 09-08-2012 kl. 12:03
To mænd bevæbnet med peberspray gennemførte torsdag formiddag et voldeligt røveri mod Østergaard Urmager og Guldsmed, Nørregade 14 i Skive.
Røveriet skete klokken 10.01, da de to mænd gik ind i butikken, hvor de skubbede og slog til en af de ansatte, før de stjal varer fra butikken. Derpå løb røverne ud af butikken og op til Theaterpladsen, hvor deres flugtbil holdt parkeret. Der er tale om en metalblå Renault Megane, årgang 1998. Bilens nummerplader blev af et vidne aflæst som BP 51 457, men politiet vurderer, at der på nummerpladen sandsynligvis står VP 51 457, svarende til et sæt nummerplader, der tirsdag blev stjålet fra en Citroen Saxo i Vinderup.
Tirsdag aften blev der ved Silkeborg stjålet et sæt nummerplader: YL 27 097 fra en anden Renault Megane.
- Det er måske et langskud, men det kan ikke udelukkes, at det er de samme gerningsmænd, som vil forsyne flugtbilen med disse nummerplader for ikke at løbe ind i det problem, at politiet opdager, at deres nummerplader ikke passer til en Renault Megane, siger vagtleder Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Røvernes flugtbil tilhører Thybo Biler i Holstebro, hvor den i tirsdags blev udlånt til en prøvetur til en mand med litauiske papirer. Selv om papirerne kan være falske, gik politiets formodning torsdag formiddag ud på, at der er tale om østeuropæiske gerningsmænd.
Sidst på formiddagen var politiet massivt til stede i og omkring Skive i jagten på gerningsmændene. Alt tyder på, at røvernes flugtrute blandt andet gik via Sdr. Dås og Dølbyvej i nordvestlig retning, hvor et vidne har set den. Politiet formoder derfor umiddelbart, at røverne forsøger at skjule sig i lokalområdet, muligvis ved et sommerhus, oplyser Jens Claumarch. |