3F og Vejlegården
Mandag d. 13-08-2012 kl. 11:16
I mange år har den etablerede fagbevægelse kæmpet for, at den danske lønmodtager skulle have ordentlige løn og arbejdsforhold. Der er vundet mange kampe, og rigtig mange ting er blevet bedre i det danske samfund.

Dette er meget positivt, men desværre er der nogle danskere, der tror, at de opnåede resultater er statiske og dermed ikke kan blive ringere igen. Disse danskere vælger deres fagforening fra og melder sig ind, ikke i en fagforening, men derimod i en forening som måske er billigere i kontingent men samtidig er en forening, der er med til at gøre den danske lønmodtagers forhold dårligere på næsten alle områder!

Det er lidt det samme som at skifte sin Toyota fra 2012 ud med en brugt Lada fra 80’erne, og derefter regne med at den bringer en sikkert til Gardasøen og tilbage. Når den så brænder sammen i Kassel bakker, så er den ferie ovre, og der er ingen hjælp at hente!

Dette burde ikke overraske nogen, men desværre oplever vi i her i det senmoderne samfund, at folk tager nogle meget kortsigtede valg, som på langsigt bliver rigtig dyrt for dem.

Hvis man går ind og sammenligner 3F’s og KRIFAS overenskomster, så finder man hurtigt ud af, at KRIFA ikke laver overenskomster for lønmodtagerne men derimod laver de dem for arbejdsgiverne, som jo også sidder på flertallet i deres bestyrelse.

I den igangværende konflikt i Vejle, har den borgerlige presse med deres ensidige dækning givet et fordrejet billede af situationen, og den har desværre overbevist nogle danskere om, at det er 3F, der er skurken, selvom det var restauratøren der opsagde en overenskomst med 3F og lockoutede medlemmerne af denne fagforening.

Samtidig har de borgerlige partier med Venstre i spidsen benyttet situationen til at blæse til kamp mod fagforeningerne, en ideologisk kamp som de kalder kampen for friheden til at vælge, men som faktisk er en skjult kamp mod den danske arbejdsmarkedsmodel og mod den frihed der findes i denne model, nemlig frihed under ansvar.

For fagforeninger er faktisk bygget op på et demokratisk grundlag, selvom deres mål og Venstres mål og menneskesyn ikke er ens. Og så er Venstre vel også mest til det frie valg, når det passer ind i deres egne planer! Ville de for eksempel give kommunerne frihed til selv at bestemme deres skattepolitik? Ville de give lønmodtagerne reel valg vedr. efterløn? Og vil de nu give lønmodtagerne ret til konflikte mod dårlige arbejdsforhold? Svaret er desværre nej!

Som Socialdemokrat vil jeg gerne have ordentlige arbejdsforhold for alle medarbejdere. Det skal både være lønmæssigt, og på det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Dette skal også gælde for de udenlandske arbejdere som kommer til Danmark. Så kan de konkurrere med de danske medarbejdere om, hvem der laver det kvalitativt bedste stykke arbejde! Dette vil jeg arbejde for som politiker, men det skal ske med et tæt samarbejde med fagforeningerne. Hvis deres indflydelse forringes, så forringes også ovennævnte forhold på de danske arbejdspladser!

Afslutningsvis skal det nævnes, at Ugebrevet A4 i fredags offentliggjorde en undersøgelse, der viste, at næsten 6 ud af 10 lønmodtagere, der har overenskomstreguleret arbejde er enige i, at fagforeningerne skal skride ind med blokade, hvis deres arbejdsgiver opsiger overenskomsten og i stedet indgår overenskomst med en anden forening, som vil give dem mindre i lønningsposen. Færre end hver fjerde er uenige i dette synspunkt!

Dette viser, at der faktisk er stor opbakning til den danske model, i den danske befolkning!

Mvh.

Byrådsmedlem

Niels Ole D. Nielsen (S)

Kastanievænget 66

7800 Skive
Mere debat i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk