Tirsdag d. 14-08-2012 kl. 11:48
Af Ole Dall
Terrorangrebet 22.juli sidste år i Oslo og på Utøya havde Anders Breivik som ansvarlig terrorist og bøddel den grufulde dag - en dag med ufatteligt tab af dyrebare menneskeliv og en handling med umådelige savn og lidelser efterfølgende.
Norge har stået sammen i sorgen, og sammenhold og fortsat frihed i det norske samfund har sejret over ondskaben.
Som led i opfølgningen på terror-angrebene 22. juli har det samtidig været en helt nødvendig opgave at få kulegravet politiet og myndighedernes indsats, og efter et års arbejde kom i går redegørelsen fra en kommission.
Og desværre var der svigt på svigt i politiets og myndighedernes indsats. Den norske politidirektør måtte erkende, at et stort antal menneskeliv gik tabt, fordi politiet ikke i tide - og på grund af en stribe fejl - fik stoppet Breivik.
Der var udarbejdet terrorplaner, men de blev ikke fulgt. Breivik fik lov at parkere ulovligt ved regeringsbygningen i Oslo. Da han flygtede derfra i en anden bil blev nummeret oplyst til politiet, men der blev ikke iværksat vejspærringer, og selvom en politibil på et tidspunkt var lige bag Breiviks bil på vej til Utøya havde politibilen ikke fået informationen, og Breivik blev ikke stoppet.
Manglende helikopter-indsats, tøven og fejlagtigt bådvalg på vej til Utøya kostede politiet yderligere forsinkelse - og kostede omkring 20 ekstra dødsfald. For sent - alt for sent blev Breivik pågrebet på øen.
Ingen i Norge kunne have forestillet sig et sådant angreb, som det der fandt sted 22. juli sidste år. Den hårde kritik af politiets og myndighedernes indsats medfører selvklart et nyt og forstærket beredskab, og de norske erfaringer bør gives videre til andre lande - herunder Danmark.
Der vil komme nye terrorist-anslag i demokratiske lande, og myndighederne skal være bedst muligt rustet til at tackle sådanne, forfærdelige situationer. Ondskaben - som den viste sig i Norge 22.juli sidste år - skal mødes så håndfast, hurtigt og kontant som muligt. |