Skive

Af Ole Dall

Hvis SF-formand Villy Søvndal under sommerferiens ro og hvile drømte om både intern ro i SF og klare SF-fingeraftryk i regeringens virke, så har denne uge allerede været en barsk tilbagevenden til hele problem-porteføljen.

Internt valgte et flertal i SF’s folketingsgruppe at fratage rebellen Özlem Cekic - der ikke vil stemme for skattereformen - alle ordførerskaber og en fremtrædende udvalgspost.

Det gik imidlertid ikke stille for sig. 4-5 gruppemedlemmer mente, at ledelsens straffeaktion var for hård - herunder den tidligere formand Holger K. Nielsen. Og at han gik på banen gør det ikke lettere for Søvndal og den øvrige ledelse.

Dertil kommer så, at dele af SF-baglandet skriftligt har reageret mod straffeaktioner mod Özlem Cekic, og selv vil hun hverken tie eller melde sig ud. Hun føler, at hun fører SF-politik.

Hvordan det interne opgør vil udvikle sig er det i dag umuligt at forudse, men det ligner det værste for et parti - uro uden udsigt til afklaring.

I forhold til regeringsdeltagelsen har SF tydeligvis brug for synlig succes om mærkesager, men det er en balancegang i forhold til regerings-fællesskabet. Og da SF’ere begyndte at tale om dagpenge-problematik, blev det på regeringens vegne hurtigt overladt til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at udlægge teksten på regeringens vegne: At dagpengeperioden på to år ikke skal forlænges og at fokus i stedet skal være på at skaffe så mange job som muligt til de ledige - herunder de langtidsledige med en stribe initiativer.

Det er regeringens linje, som SF så bakker op om nu - men så åbnes igen flanken til Enhedslisten, der benhårdt vil gå efter netop en forlængelse af dagpengeperioden.

Det virker udefra som om SF’erne hele tiden føler, at de presses til lidt mere end de næsten kan holde til i regeringssamarbejdets navn, men den økonomiske situation er ikke forbedret under regeringens første år, og derfor er der ikke plads til at lempe kursen, som er fastlagt med regeringsgrundlaget.

Det ved SF-ministrene formentlig også, men det er ikke en let opgave for dem at få baglandet med. Måske forventningerne i valgkampen var alt for høje. Og når Özlem så med fortsat oprør er slem ved Villy Søvndal og den øvrige partiledelse, så ligner den nye politiske sæson for SF pludselig en gentagelse af, hvordan billedet tegnede sig, da Christiansborg blev sendt på sommerferie.

Og det svære for SF bliver at se en vej fremad. At træde ud af regeringen og blive støtteparti vil være tungt - nærmest umuligt - for Søvndal. Regeringsdeltagelse var i høj grad hans projekt, og politisk magt er vanedannende.O.D.