Fredag d. 17-08-2012 kl. 10:14
De radikale politikere er pæne folk - at se og høre på.
Men de har en hård og til tider kynisk holdning til mennesker, der har mistet deres arbejde.
Det vigtigste er at finde et arbejde eller en uddannelse til alle arbejdsløse.
Men hvordan gør man lige det, når der i forvejen er mindst 160.000 arbejdsløse ?
Og når vi har en regering, der er meget forsigtige med at investere i nye arbejdspladser ?
Og hvis det ikke lykkes at skabe arbejde til alle, skal der så ikke være en vis social tryghed for de, der venter på arbejde ?
Ikke hvis det står til Det Radikale Venstre. De mener, det er OK at arbejdsløse falder ud af a-kassen efter 2 år, og at det er meget svært at genoptjene dagpengene igen.
De mener, at det er OK, at halvdelen af de, der falder ud af dagpengesystemet, ingen kontanthjælp har ret til.
De er helt på linie med Venstre og Konservative.
Socialdemokraterne og SF protesterede højlydt, da de borgerlige vedtog forringelserne i 2010. Det samme gentog sig i valgkampen.
Nu forsøger de at tale udenom med snak om håndholdt indsats og en pakke til a-kasserne.
A-kasserne knokler i øjeblikket med håndholdt indsats og alt hvad de formår for at få folk i arbejde.
Fra nytår falder tusinder ud af dagpengesystemet.
Efterårets vigtigste opgave bliver at sikre arbejde til så mange som muligt og dagpenge til resten.
Hvis ikke de radikale dæmper den hårde linje og regeringen går mere konkret til opgaven, er det svært at øjne en reel løsning.
Venlig hilsen
Christian Juhl (EHL)
Medlem af Folketinget
Arbejdsmarkedsordfører
Christiansborg
1240 København K |