Søndag d. 19-08-2012 kl. 18:45
Musikskoleleder Peter Bæk, formand for Skive Opera Akademi, glæder sig over endnu en succes med akademiets årlige operakoncert i Resenlunds park.
Masser af mennesker overværende koncerten søndag eftermiddag.
- Det er dejligt, at der er så stor opbakning, og at publikum, musikere og sangere gør sådan en eftermiddag til en fælles oplevelse. Den fælles oplevelse opstår, fordi der er tale om en koncert i det fri, tror jeg. Det er mere åbent og uformelt end i en koncertsal, siger Peter Bæk.
Han sammensatte sammen med dirigent Frans Rasmussen koncerten, som Skive Symfoniorkester, Skive Operakor og operasangerne Ingeborg Børch og Jens Christian Tvilum leverede musik til.
- Vi har arbejdet med at optimere kor og orkester til koncerten, og det synes jeg lykkes. Jeg synes også, at de to sangere klædte hinanden.
Det Jyske Ensemble er Skive Symfoniorkesters anker. Da det lukker i løbet af efteråret, mister Skive Symfoniorkester sit anker.
- Det er et spørgsmål, om vi kan samle en helt symfoniorkester, når Det Jyske Ensemble er væk. Men vi vil gerne. Koncerterne i Resenlunds park er så værdifulde og arrangementet så unikt, at vi gør, hvad vi kan, for at fastholde den årlige koncert i Resenlunds park, siger Peter Bæk. |