Sommer, søndag, bold og opera
Mandag d. 20-08-2012 kl. 11:37
Masser af mennesker til stævne på Knud Strand og masser af deltagere til Jenle-festen. Sådan var det for to uger siden, og i går på en solrig, sommer-søndag i Skive var der først fodbold-succes for Skive IK på stadion og derefter opera-succes i Resenlunds park.

Det var to klare hjemmesejre - både i bold og opera. Og tilskuere og tilhørere gik tilfredse og velfornøjede hjem fra begge oplevelser. En del var endda begge steder.

Skive IK er nu på en tredjeplads i landets næstbedste række, og mens der i håndbold-verdenen gennemføres en besynderlig fusion mellem Kolding og København, så er Skives succes i håndbold og fodbold et bevis på, at der netop lokalt kan præsteres på højt niveau - uden unaturlige fusioner.

Og i musikkens og sangens verden kunne Skive Opera Akademi i går fornøje sig over endnu et velbesøgt og vellykket arrangement i Resenlunds park.

Skive Symfoniorkester, Skive Operakor, operasangerne Ingeborg Børch og Jens Christian Tvilum var sammen med dirigent Frans Rasmussen alle i fin form, og det blev igen bekræftet, at koncert under åben himmel er noget ganske særligt.

Forhåbentlig kan den årlige koncert fastholdes. Den er blevet særdeles godt modtaget af publikum, og sådan en sommersøndag med velklingende klassisk musik og udsigt til Skive Fjord scorer Skive masser af point på oplevelseskontoen - også blandt gæster udefra.

Og mens fodbold-folket nu drømmer videre om fortsat placering i toppen af den næstbedste række, så vil opera-folket håbe på nye oplevelser og cementering af en årlig tradition ved Resenlund.

Lad os håbe, at begge mål opfyldes efter sådan en skøn søndag med bold og opera, hvor »hjemmebanen« blev udnyttet optimalt med to sejre som resultat.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk