Torsdag d. 23-08-2012 kl. 09:39
Shayan Shahpar har været angriber det meste af sin fodboldkarriere. Men den efterhånden rutinerede spiller er på det seneste blevet brugt i midterforsvaret på Skive IK’s andethold.
I aftes var han så igen på plads lidt længere fremme på banen. JS-mandskabet havde et par mand med fra førsteholdstruppen til at passe pligterne defensivt, så Shayan Shahpar blev rykket frem på højrekanten og demonstrerede med al tydelighed, at han ikke har glemt det, han altid har kunnet - at score mål.
Det gjorde han nemlig fire gange i andetholdets sejr på 6-2 over Ikast.
De første tre mål var et ægte hattrick, og målene var ifølge træner Daniel Nors næsten identiske med Jonas Thomassen som oplægger med en flad bold ind i feltet til Shahpar.
4-0 blev det på et spektakulært selvmål fra 30 meter - en tør tibagelægning, som suste ind ved roden af stolpen - og så var Shahpar igen på plads til 5-0, da han modtog bolden i feltet, snurrede omkring og sendte den op i nettaget.
- I første halvleg spillede vi det spil, vi gerne vil, og alle ramte niveauet. Vi løb de dybdeløb, vi gerne vil og var ekstremt aggressive i vores pres, så de havde ikke en ærlig chance inden pausen, siger Daniel Nors.
Indskiftede Adin Gradascevic øgede til 6-0 kort efter pausen, og så var der rigelig råd til, at gæsterne fik reduceret to gange. |