Atomaffald vil være en farlig skamplet
Lørdag d. 03-05-2014 kl. 00:03
Af: Jens Kristensen

jkr@skivefolkeblad.dk

En losseplads til atomaffald vil være en skamplet på ethvert samfund.

Det meddeler Paul H. Gudiksen, pensioneret miljøforsker med adresse i USA, rødder i Hvidbjerg vest for Skive og forstand på radioaktivt affald.

Anledningen er Folketingets og regeringens arbejde med at få etableret et såkaldt slutdepot til atomaffald i Danmark.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har kredset ind til seks mulige placeringer af det mulige slutdepot. To af de seks ligger i Skive Kommune - Thiseområdet og et område vest for Skive.

Paul H. Gudiksen mener, at det er uforsvarligt at samle dansk atomaffald i et underjordisk slutdepot nu. Radioaktivitet vil komme til at sive fra et depot. Han anbefaler som modstandere af et slutdepot en midlertidig opbevaring af affaldet i et såkaldt mellemlager.

vent hellere

»En alternativ metode er at udvide det nuværende depot på Risø til at kunne opbevare alt atomaffaldet i en midlertidig periode på 50-100 år. Efter min mening vil det internationale samfund i løbet af denne periode blive tvunget til at udvikle acceptable metoder til behandling og langtidsdeponering af de enorme mængder radioaktivt affald, som vi vil stå med. For eksempel har USA, Europa og Japan tilsammen flere hundrede udtjente reaktorer samt enorme mængder af brugt brændsel, som der er behov for at behandle og opbevare sikkert«, skriver Paul H. Gudiksen blandt andet i en vurdering, han har skrevet på opfordring. Og Gudiksen fortsætter:

»Til den tid bør Danmark undersøge muligheden for et samarbejde med det internationale samfund, især med EU, for at få opbevaret den relativt lille mængde af dansk atomaffald sammen med affaldet fra andre lande, således at det bliver opbevaret i et mere stabilt og sikkert depot et andet sted. På denne måde udnytter man den store ekspertise på Risø bedst, samtidig med at det også giver bedst mening rent økonomisk. Jeg var virkelig imponeret over, hvor professionelt personalet på Risø var, da jeg en sommer for flere år siden arbejdede dér. Jeg opfordrer til, at man udnytter denne ekspertise bedst muligt. En sådan fremgangsmåde er bedre end at risikere at forurene det danske samfunds drikkevand.« Den sidste forskningsreaktor på Risø blev taget ud af drift i 2001. Siden 2003 har den statsejende virksomhed Dansk Dekommisionering arbejdet med nedtagning af de nukleare anlæg på Risø og håndtering af lageret af radioaktivt affald.

Forurening af drikkevand ser Paul H. Gudiksen som en stor trussel. I løbet af de kommende 300 år vil behovet for rent vand stige, forudser Paul H. Gudiksen.

unødvendig risiko

»Efter min mening er ingen af de udpegede steder derfor velegnede til etablering af et sikkert og pålideligt slutdepot. Det vil blot være at foretage et helt unødvendigt skridt med risiko for at forurene det værdifulde drikkevand. Jeg ved med sikkerhed, at etablering af et sådant slutdepot i et lignende miljø her i Californien, hvor jeg nu bor, aldrig ville blive tilladt.«Den atomaffald, man har opsamlet på Risø over de seneste cirka 60 år, fylder mellem 5.000 og 10.000 kubikmeter. Det meste er kortlivet lav- og mellemaktivt affald, der stammer fra aktiviteter og anlæg på Risø, forskning andre steder, sundhedsvæsenet og fra industrien. Danmark »producerer« stadig radioaktivt affald - fra sygehuse, industri og forskning i Danmark - omkring otte kubikmeter årligt.

Paul Gudiksen understreger, at ovenstående synspunkter står for hans egen regning alene. Han repræsenterer ikke nogen gruppe eller organisation, og hans synspunkter er baseret på for ham tilgængelig viden om Danmarks arbejde på at finde en løsning, når det gælder landets atomaffald.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk