Kvinder krænket af udlændinge
Fredag d. 15-01-2016 kl. 12:20
Af: Pauli Vendelbo

De seneste dage har diskoteksejere i større danske byer klaget over opførslen fra udenlandske mænd, der udviser manglende respekt for kvindelige gæster i nattelivet.

Men overgrebene sker ikke kun i de større byer. Problemet findes også i Skive.

Diskotek Manhattan i Thinggade har den seneste tid oplevet fire konkrete tilfælde af udenlandske mænd, der har forgrebet sig på unge kvinder.

Senest skete det i lørdags, hvor en kvinde grædende henvendte sig til dørmanden.

- Hun var blevet opsøgt af en udenlandsk mand, der var gået helt tæt på hende, og han var begyndt at gramse på hende, fortæller dørmand Casper Pedersen, der så kvinden gå hjem umiddelbart efter.

Men den unge kvinde var langt fra den eneste, der oplevede sådan en opførsel fra mænd med en anden nationalitet i lørdags.

Casper Pedersen fik fem klager, og det synes han er mange på så lille et diskotek.

- De opsøger kvinderne på dansegulvet og i rygekupéen, og så løfter de op i kjolerne og stikker deres ansigt helt op i næsen på kvinderne. I begyndelsen tænkte jeg, at det nok bare var fordi, de danske kvinder var bange for de udenlandske mænd, men nu har jeg selv set det flere gange på videoovervågning, og det er en opførsel, vi ikke ser fra danske mænd, siger Casper Pedersen.

Ejer af Manhattan Jens Østergaard er rystet over, at han bliver nødt til at bortvise de unge udenlandske mænd og give dem karantæne.

- De kan hverken dansk, engelsk eller tysk, så det er formentlig folk, der er kommet hertil for nylig. De forstår tydeligvis ikke vores kultur, og vi bliver nødt til at sikre vores gæster. Derfor har vi ingen tolerance. Oplever vi, at grænserne bliver overskredet, så skal de ikke komme her mere, siger Jens Østergaard.

Med de seneste ugers gentagne episoder er dørmændene blevet yderst opmærksomme på problemet. Der er også blevet talt om, hvad der kan gøres internt blandt dørmændene, og en af løsningerne kunne være, at de udenlandske mænd nærmest bliver mandsopdækket på diskotekerne.

- Vi har talt om, at vi skal gå længere ind på diskoteket og simpelthen holde øje med dem. Det er ærgerligt, at det skal være sådan, men det kan måske blive nødvendigt, hvis overgrebene fortsætter, siger Casper Pedersen.

På diskoteket Havana og Den Kække Gris har der ikke været lignende problemer, men diskoteket ser heller ikke mange udenlandske mænd på stedet.

- Vi har ikke mange asylansøgere eller nytilkomne udlændinge hos os, og måske er det derfor, at vi ikke har set problemet endnu, siger Christian Pilgaard.

Tilbage på Manhattan håber Jens Østergaard, at karantæner kan sende tydelige signaler til de andre mænd med udenlandsk nationalitet.

- Vi håber, det er nok, for ellers ved jeg helt ærligt ikke, hvad vi skal stille op, siger Jens Østergaard.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk