Politiskole-skandale mørklægges
Mandag d. 09-01-2017 kl. 11:50
Det bliver værre og værre med sagen om placering af en politiskole i provinsen.

Seneste kapitel i gyseren er, at Statsministeriet vil holde mere end halvdelen af dokumenterne i sagen skjult for offentligheden, og det hele lugter langt væk af, at der i den grad er noget - eller meget - i forløbet, som Venstre gerne vil forhindre kommer frem.

Berlingske har søgt om aktindsigt i Statsministeriet for at kunne afklare, hvad der er sket i forløbet fra november 2015, hvor V-regeringen besluttede, at der skal være en politiskole i provinsen - og så frem til efteråret 2016, hvor daværende justitsminister Søren Pind meddelte, at der skal bygges en helt ny politiskole i Herning.

Forligsparterne Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti var af den klare overbevisning, at det var aftalt, at skolen skulle etableres i en eksisterende bygning, og 32 kommuner kom på bud på en placering - herunder i øvrigt også Skive Kommune.

Undervejs i forløbet var der højst besynderlige krav - på et tidspunkt måtte der kun være to timers kørsel fra politiskolens placering til København, men det blev så ændret til to timers kørsel fra provins-politiskolens placering til Nyborg. Og vupti, det kunne Herning lige klare, og så kom Hernings borgmester med en byggegrund, og pludselig blev Herning udnævnt til hjemsted for den kommende politiskole i provinsen ...

At bygge nyt vil fordyre politiskole-satsningen med flere hundrede millioner kroner, og det er jo samtidig ikke sådan, at Herning er blevet glemt i udviklingen - blandt andet kommer det nye såkaldte supersygehus tæt på, og man er godt med i forhold til motorveje og vækst.

Hele forløbet og valget af Herning må derfor vække dyb undren, og når det nu viser sig, at Statsministeriet vil skjule mange dokumenter for offentligheden i den følsomme sag, bliver det endnu mere kontroversielt. I stadig højere grad tegnes et billede af udpræget Venstre-kammerateri med noget for noget-aftaler. Og sagen er samtidig endnu et bevis på, hvor ringe den nye offentlighedslov er blevet. Den misbruges til at forhindre offentligheden i at få kendskab til, hvad der foregår, fordi aktindsigt bremses.

Det hører med til historien om politiskole-placeringen, at da Lars Løkke Rasmussen blev reddet i et kælderlokale under Odense Kongres Center en sen juniaften i 2015, var Hernings borgmester Lars Krarup og V-næstformand Kristian Jensen - valgt i Herning - til stede sammen med Lars Løkke Rasmussen. Og nej, selvfølgelig blev det ikke nedskrevet den aften, at en ny politiskole skal placeres i Herning, men Lars Løkke har vidst, at han står i politisk gæld til Kristian Jensen, og at der skal betales tilbage ...

V-regeringen gjorde med forløbet grundigt grin med over 30 kommuner, som seriøst udarbejdede materiale om politiskole-placering. Søren Pind - daværende justitsminister og i øvrigt født i Herning - kunne lige så godt have skrevet i udbudsmaterialet, at politiskolen skal ligge på heden i en by, der begynder med H ...

Forhåbentlig vil forligspartnerne på politiområdet - S og DF - stå fast på at få et ærligt forløb og på hensigten om at bruge nuværende bygninger til en velfungerende politiskole.

Og internt i regeringen må de konservative og Liberal Alliance også kunne overbevise Venstre om, at hele håndteringen af denne sag er blevet en ubærlig belastning. Her kan den nye justitsminister Søren Pape Poulsen (K) passende træde i karakter.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk