Tennissportens integritetsenhed havde travlt i 2016
Torsdag d. 12-01-2017 kl. 11:01
I alt 11 personer modtog en dom sidste år i forbindelse med sager om ulovligt spil i tennis.

Tennissportens integritetsenhed, Tennis Integrity Unit (TIU), havde meget travlt sidste år.

TIU skriver ifølge nyhedsbureauet AFP i sin årlige rapport, at 11 personer, enten spillere eller officials, blev dømt i sager om ulovligt spil på tenniskampe.

Ni personer blev dømt i 2016, mens to appelsager fra 2015 blev afvist af TIU.

I fem sager blev personer tildelt karantæner på livstid.

TIU modtog sidste år i alt 292 henvendelser om mistænkeligt spil fra bettingfirmaer, 46 flere end i 2015.

Rapporten kommer frem, få dage før årets første grand slam-turnering, Australian Open, begynder i Melbourne.

- Spilrelateret korruption i tennis gjorde 2016 til et meget svært år for vores sport, siger TIU-formand Philip Brook ifølge AFP.

De spillere, der blev dømt sidste år, var primært lavt rangerede spillere.

Constant Lestienne, der har været nummer 164 i verden i herresingle, var den højest rangerede spiller, der blev dømt.

Franskmanden blev idømt syv måneders karantæne, hvoraf halvdelen af karantænen blev gjort betinget.

Constant Lestienne blev dømt for i 220 tilfælde fra februar 2012 til juni 2015 at have spillet på tenniskampe, dog ingen som han selv var involveret i.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk