Landmanden Claus fandt kærligheden til Rock ved Åen
Søndag d. 12-02-2017 kl. 21:43
Af: Pauli Vendelbo

Da Johnny Madsen sidste sommer spillede til en af Rock ved Åen-koncerterne i Skive, var det ikke kun på scenen, der opstod sød musik.

Det gjorde der også blandt publikum, hvor nu 45-årige Claus Paakjær fra Vinde, der netop havde overstået optagelserne til tv-programmet »Landmand søger kærlighed«, befandt sig.

Det gjorde 29-årige Mai Bundgaard Larsen fra Glyngøre også, og en fælles veninde gjorde hende opmærksom på, at Claus Paakjær skulle deltage i programmet.

Det lød tilpas spændende til, at Mai Bundgaard Larsen straks tog kontakt.

- Jeg gik hen til ham og spurgte, om han havde fundet kærligheden, og hvis han ikke havde det, så kendte han nu mit navn, fortæller Mai Bundgaard Larsen.

Cirka en måned efter koncerten besluttede Claus Paakjær sig for at kontakte Mai Bundgaard Larsen. Han kunne sagtens huske både hende og hendes navn, og han havde ikke fundet kærligheden på tv.

Og dagen efter, Claus Paakjær havde skrevet til Mai Bundgaard Larsen, kørte hun ud til gården i Vinde.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men jeg diskede op med pizza og cola, og så gik aftenen ellers med, at vi snakkede en masse, fortæller Claus Paakjær.

Det første møde gik godt. Og siden da har de to været sammen stort set hver dag.

Det betød også, at Mai Bundgaard Larsen ret hurtigt flyttede flere og flere ting ud på gården, og den officielle indflytning skete 1. november 2016.

Claus Paakjær og Mai Bundgaard Larsen havde indledt deres forhold, da tv-programmerne med Claus Paakjær rullede over skærmen.

Mai Bundgaard Larsen havde ikke den store lyst til at se programmerne, og Claus Paakjær skulle vænne sig til at se ham selv kysse med andre kvinder, når han havde en kæreste gående rundt i huset.

- Det var specielt lidt mærkeligt til sidst, hvor vi skulle være lidt intime, at det blev underligt at se, og jeg synes nogle gange, at tingene blev klippet, så jeg blev fremstillet som »ham den klamme«, siger Claus Paakjær.

Efter programmerne er der mange, der genkender Claus Paakjær, når han går på gaden i Skive. Det har både hans piger og Mai Bundgaard Larsen ofte lagt mærke til.

Men han har aldrig fået negative kommentarer face to face. Det har han til gengæld fået på nettet.

- Jeg har fået en del hug for, at jeg har sagt noget, som de fleste mænd tænker. Blandt andet gengav jeg filmcitatet »Der findes ikke impotens, men kun grimme kællinger«, og det var ikke alle, der synes, det var sjovt, siger landmanden.

Mai Bundgaard Larsen giver udtryk for, at hun er glad for, at hun mødte sin kæreste, inden programmerne blev vist.

- Jeg synes, programmerne kan give et forkert indtryk af folk, og jeg er bevidst om, at tingene ofte er klippet på en bestemt måde, siger hun.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk