Eventyrlige Skive
Torsdag d. 02-03-2017 kl. 14:02
Hvorfor beskæftige sig med virkeligheden, når der i Skive bydes på helt uforlignelige eventyr?

Der var en gang en viceborgmester. Han blev valgt til byrådet, hvor det lykkedes ham både at blive formand for Socialudvalget og at blive viceborgmester. Især den sidste titel var han glad for. Han brugte den meget, når han udtalte sig.

Da en journalist skrev noget i Skive Folkeblad, han ikke brød sig om, antydede han, at hun nok ikke betalte moms af en del af de bøger, hun skrev og solgte rigtigt mange af. Det gjorde han i øvrigt på et tv-transmitteret møde i marts 2015. Ingen i byrådet greb ind med påtale af den infame bagtalelse. Heller ikke ordstyreren, der var byens borgmester.

Det fik dog ikke journalisten til at holde op med at skrive om ting, viceborgmesteren ikke brød sig om. Derfor bad viceborgmesteren i et læserbrev chefredaktøren lade være med at benytte en journalist, der måtte »nære had« til kommunen, når hun skrev sådan noget, som han ikke kunne lide. Anledningen til »hadet« kunne ifølge viceborgmesteren være et handicappet og behandlingskrævende barn. Som journalisten »tilfældigvis« viste sig at have.

Det fik flere af byens borgere til at ytre deres utryghed ved en politiker, som brugte personlige oplysninger om borgere, når han indgik i det, der dengang formodedes at være en politisk debat.

Én af disse borgere blev så udvalgt som eksempel til skræk og advarsel og blev injuriestævnet. I de heraf følgende retssager i byretten og landsretten var viceborgmesteren og hans advokats historie om journalisten, Skive Folkeblad og injuriestævningen, at viceborgmesteren da ikke havde angrebet journalisten med personfølsomme oplysninger. Det var derimod avisen som sådan, og de personfølsomme oplysninger var bare eksempler på, hvordan Skive Folkeblad »i princippet« kunne komme til at »hade« Skive Kommune. En helt speciel og alternativ virkelighed, som må kunne give selv præsident Trump baghjul i brug af »alternative fakta«.

I begge retssager brast viceborgmesteren i krampegråd på samme stikord fra hans advokat. I landsretten var krampegråden oven i købet af cirka den dobbelte varighed som i byretten - det vil sige et sted mellem fem og 10 minutter. Jeg havde fornøjelsen at udlevere servietter til viceborgmesterens helt tørre øjne. Desværre brugte han dem ikke til at dæmpe de grådkvalte lydbølger med. Det var eventyrligt og gribende at se en politisk magtfuld mand så håbløst fokuseret på egne personlige problemer.

Tid det Klods Hans-agtige i dette eventyr hører, at der i landsretten var indkaldt et vidne, mig, helt imod almindelig praksis, da jeg også havde overværet byrettens behandling. Desværre for viceborgmesterens advokat kunne mine vidneudsagn kun bruges til almindelig fnisen i retssalen. Men det passede da udmærket ind i den Trump-agtige måde viceborgmesterens sag blev ført på.

Lokalpolitik i Skive er et eventyr, hvor »alternative fakta« åbenbart er blevet politisk gangbar mønt. Det ville næsten være synd at fortælle børnene den slags som godnathistorie.

Ytringsfriheden i Skive skulle derimod nødigt blive et eventyr, man kun har hørt om i gamle dage.

Grethe Breum

Hesthave

Åbakken 4

7860 Spøttrup
Mere debat i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk