Bogstavleg på Borgen
Tirsdag d. 07-03-2017 kl. 15:53
100 dage er der i dag præcist gået, siden V-LA-K-regeringen blev præsenteret, og det er karakteristisk, at regeringens få resultater øger den bogstavleg, som altid er en del af livet på Christiansborg.

Hvis man ser nøgternt på partiernes tilslutning ved sidste valg - og de to regeringer, der siden valget i 2015 er dannet - er det mest opsigtsvækkende i virkeligheden, at det største borgerlige parti - Dansk Folkeparti - slet ikke er i regering! Det medfører jo også, at det nu selv med tre regeringspartier er en mandatmæssig svag regering, der er langt fra et flertal.

DF ville ikke selv i regering efter sidste valg. I stedet har Kristian Thulesen Dahl talt for, at partiet kan gå i regering efter næste valg, hvis man nogenlunde kan holde tilslutningen fra 2015-valget. Det kniber så temmelig meget i øjeblikket, og da DF - trods flirt med S - vil pege på Lars Løkke efter næste valg, er det lige nu mest realistisk, at DF slet ikke får regeringschancen, da meningsmålinger peger på en S-regering.

Hvis DF var gået med i den nuværende borgerlige regering, ville det være blevet en fireparti-regering og en flertalsregering. Men »nissen« i form af problemer var nok flyttet med, for der er store politiske forskelle i den borgerlige lejr, især mellem DF og Liberal Alliance.

- Det er ikke lige det, man ser for sig, siger Kristian Thulesen Dahl i dag til dagbladet Børsen om et regeringssamarbejde med LA - men han udelukker trods alt ikke noget på forhånd.

Samme avis bringer en meningsmåling, som viser, at 52 procent af alle vælgere mener, at DF skal gå i regering efter næste valg, og blandt DF’s vælgere er der 74 procent, der vil have partiet i regering. Når det er holdningen, må det være lidt træls for Lars Løkke, at han ikke har fået DF med om bord men i stedet konstant må høre, at han ikke tager nok hensyn til DF som regeringens støtteparti.

I forhold til valget i 2015 er der i dagens Greens-meningsmåling relativt små forskydninger. DF har klar tilbagegang men dog lidt mindre - 3,7 procent - end i målinger for nylig, og man er i DF kun 1,4 procent fra Venstre i tilslutning. LA har tabt et par procent, men ellers er udsvingene ikke store.

Det er bemærkelsesværdigt, at Socialdemokratiet står til at kunne danne regering ved et valg nu, selv om partiet ikke har fremgang i forhold til sidste valg. Det er mindre fremgang til radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der i givet fald vil give Mette Frederiksen (S) statsministerposten.

I så fald vil DF have forspildt chancen for at komme i regering et stykke tid frem, for partiet - og S - har sagt, at der trods alle tilnærmelserne ikke kommer en S-DF-regering efter næste valg.

Der kan være to år til næste valg, som bliver knald eller fald og farvel til Løkke. Helt udelukke at bogstavlegen kan føre til, at han før valget kan invitere DF med i regering skal man næppe ...

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk