Omstridte københavnske bycykler er tæt på redning
Mandag d. 20-03-2017 kl. 23:31
En ny aftale skal sikre, at bycyklerne i København kan fortsætte med at være en del af gadebilledet.

De hvide bycyklers fremtid kan være tæt på at blive reddet.

Sådan lyder udmeldingen fra By- og Pendlercykel Fonden i en pressemeddelelse sent mandag aften.

Firmaet bag de københavnske bycykler, Gobike, blev ellers erklæret konkurs i sidste uge.

Datterselskabet Bikeshare, der står for selve driften af hele bycykelsystemet i hovedstaden, har samtidig indgivet en begæring om at gå i rekonstruktion.

Det vil sige, at firmaet ikke har penge til at betale sine kreditorer, og rekonstruktionen indebærer en midlertidig betalingsstandsning.

Men på et møde mellem Saxo Privatbank, der er den største kreditor i Gobike/Bikeshare-selskaberne, og By- og Pendlercykel Fonden er der blevet indgået en aftale. Den sikrer foreløbigt bycyklernes drift i rekonstruktionsperioden.

Aftalen er dog først endelig, når rekonstruktionen i Bikeshare er gennemført, hvilket den ventes at være i udgangen af april.

By- og Pendlercykel Fonden kalder aftalen yderst vigtig.

- Hvis denne aftale ikke var kommet i stand, ville Bikeshare være blevet erklæret konkurs, og bycykelsystemets fremtid ville dermed have været usikker, skriver fonden i meddelelsen.

På mandagens møde blev Niels E. Bjerrum udpeget som ny formand for fonden.

Han kalder aftalen for det bedst mulige udfald omstændighederne taget i betragtning.

- Med aftalen har fonden sikret, at forudbetalingerne fra København og Frederiksberg kommuner samt DSB fortsat er garanteret af Saxo Privatbank, samtidig med at bycykelsystemet bevares, siger han ifølge meddelelsen.

Også bankdirektør i Saxo Privatbank Johannes Rovsing er tilfreds med dagens aftale.

- Vi er i Saxo Privatbank glade for at have medvirket til, at bycykelsystemet bevares til glæde for borgerne i hovedstadsområdet, siger han i meddelelsen.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk