Undskyld, det er påske
Lørdag d. 15-04-2017 kl. 08:54
Hånden på hjertet, kære læser: Har du oplevet at måtte give en anden en uforbeholden undskyldning for noget, du har gjort? Det tænker jeg nok. Det er vi mange, der har. Du har måske endog oplevet, at en anden har sagt til dig: Jeg kræver, at du siger undskyld? Den slags er mere sjælden, men nuvel, måske har du prøvet også det? Men her kommer noget, som du garanteret aldrig har prøvet: En vildtfremmed person kommer hen til dig og siger: På vegne af mine tipoldeforældre kræver jeg en undskyldning af dig for det, dine tipoldeforældre gjorde ved mine tipoldeforældre! Nej vel? Det er jo umuligt eller urimeligt. At undskylde og eventuelt at modtage en andens tilgivelse - det er noget personligt. Noget mellem et du og et jeg.

Ikke desto mindre har vi netop her op til påske diskuteret, om ikke Danmark skal give en undskyldning til beboerne på De Vestindiske Øer for den danske slavehandel på øerne. Om ikke slavernes efterkommere skulle kræve en undskyldning af Danmark? Lars Lykke Rasmussen var under stort pres for at sige undskyld, men gjorde det ikke. Og det gjorde han ret i. For man kan ikke undskylde på andres vegne. En nation kan ikke sige undskyld. For undskyldningen hører som sagt til på det personlige plan. Hvis man taler om undskyldning på nationalt plan, taler man i virkeligheden om noget andet: Om magt og penge. Hvem har nu overhånd og kan kræve penge og støtte? Hvem kan tvinge sin vilje igennem?

Dagbladet Politiken og mejeriet Arla undskyldte i sin tid højtideligt over for en flok arabere, der kaldte sig Muhammeds efterkommere. Fordi Muhammed-tegningerne angivelig havde krænket dem. En besynderlig forestilling! Politiken er et bladhus, Arla er et mejeri, og hvem var alle de ukendte profet-efterkommere i grunden? Det var et rent magtspil og klamt at se på.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at slavehandlen er noget, vi kan være stolte af. Men vi kan nu engang ikke undskylde på vegne af andre. Willy Brandt, den vesttyske forbundskansler knælede som den første tyske statsleder ved et mindesmærke for ofrene for Nazitysklands jødeforfølgelse i Polen. Han sagde ikke undskyld, men viste blot sin personlige, menneskelige medfølelse og beskæmmelse. Det kan man forstå. Men at undskylde for forfædrenes ugerninger er falsk tale.

Hvis den slags virkelig var muligt, så skulle jeg ellers nok mene, at også Danmark har et par undskyldninger til gode. Hvad med tabet af Skåne, Halland og Blekinge, de gamle danske områder? Eller Norge? Var det ikke rimeligt, at svenskerne sagde undskyld for det? Ligesom de passende kunne sige undskyld for de massive svenske plyndringer under svenskekrigene: Neptunspringvandet, som de stjal fra Frederiksborg slot. Frederik II’s tronhimmel, som de stjal fra Kronborg? Jyske Lov? Eller hvad med England, der foretog verdenshistoriens første terrorbombardement af en civilbefolkning i København 2.-7. september 1807? For slet ikke at tale om prøjserne, der tog hertugdømmerne fra os i 1864?

Den jødiske nazijæger Simon Wiesenthal fortæller, hvordan han engang var blevet kaldt til en døende SS-officers dødsleje. Officeren plagedes af uhyggelige syner og martredes af sin skyld for alle de ugerninger han havde været med til. Han bad nu Wiesenthal - som jøde - om at tilgive ham på hele det jødiske folks vegne. Wiesenthal reagerede ved at rejse sig uden et ord og gå. Men siden grublede han ofte over, om han nu også havde handlet ret? Han kunne ikke tilgive officeren på sit folks vegne. Det var umuligt, men kunne han ikke selv personligt have tilgivet manden, som oprigtigt angrede? Sådan er det: kollektive undskyldninger fra nationer på vegne af andre mennesker til andre tider har forladt det personlige område, og er derfor en uting. En statsleder kan muligvis beklage begivenheder fra fortiden. Men skyld kan ikke arves eller fjernes igen med tilbagevirkende kraft. Det er hedenskab. Eller moderne politisk korrekthed. Men det kan nok komme ud på det samme.

Det vidste man allerede på profeten Jeremias’ tid: På den tid sagde man med et ordsprog, at når fædrene spiste sure druer, så fik sønnerne stumpe tænder. I betydningen: Skyld og straf nedarves. Jeremias gjorde oprør imod det og skrev om Guds nye pagt med sit folk: »I de dage skal man ikke sige: Fædrene spiste sure druer og sønnerne fik stumpe tænder. Nej enhver skal dø for sin egen synd; ethvert mennesker, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder«. Med andre ord: Skyld er noget personligt.

Det er så ironisk med al denne korrekte undskyldnings-snak på vegne af andre netop her i påsken. Her kan vi ellers høre om den Gud, der har taget vores skyld og synd på sig. Altså vores, som i: dig, kære læser – og mig, der skriver disse linjer. Det er personligt. Forfædrene og efterkommerne - de har deres personlige sag for med Gud. Vi har vores. Til den, der tør, er budskabet: Gud har taget al din skyld og synd bort og lagt den på en anden. Du er fri - gå du derfor hen og forlig dig med din stakkels Næste.

Glædelig Påske!

Morten Rydal

sognepræst i Hem, Hindborg, Dølby
Mere debat i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk