Jeppe er uhelbredeligt syg: »Jeg troede ikke, jeg skulle være her nu«
Søndag d. 18-06-2017 kl. 21:27
Af: Pauli Vendelbo

36-årige Jeppe Noppenau sidder og nyder et glas danskvand på sin terrasse i Fly.

Han ved ikke groft sagt ikke, om det kan være hans sidste glas danskvand.

Faktisk troede han ikke, han lige præcis skulle have det glas danskvand, da han for et halvt år siden fik den nedslående melding om, at kræft havde bredt sig til så store dele af hans krop, at han var blevet uhelbredelig syg.

- Det var noget lort, og jeg kunne ikke forstå, at kræften havde bredt sig så hurtigt og så voldsomt. Og jeg troede faktisk ikke, at jeg skulle være i live nu, siger Jeppe Noppenau.

Jeppe Noppenau har aldrig spurgt til tidshorisonten på sit liv.

Han tager en dag af gangen og forsøger at få det bedste ud af det.

Men det er tydeligt at mærke på Jeppe Noppenau, at han ved, hvad klokken er slået. Gnisten i øjnene kan af og til være svær at se. Den virkelighed, han kigger ind i, er ubarmhjertig.

Kræftbehandlingen er kun livsforlængende og ikke helbredende.

- Det er meget hårdt at være i, og mit humør svinger meget. Nogle dage er jeg på vej i hullet, andre dage kan jeg slet ikke se hullet. Jeg kan godt bilde mig ind, at jeg er okay, men når jeg får det dårligt eller bliver indlagt, bliver jeg mindet om, at tingene ikke er, som de skal være, siger Jeppe Noppenau.

Meldingen i vinter kom som et hårdt slag i ansigtet for Jeppe Noppenau.

Han var tre år forinden blevet opereret for tyktarmskræft.

Dengang blev der opereret 30 centimeter tarm ud, og der blev også behandlet med kemo for at være på den sikre side.

Alt gik efter planen, og Jeppe Noppenau troede, at han havde overvundet den alvorlige sygdom.

Selv ikke en lille plet på højre lunge ved en scanning et år efter operationen kunne gøre ham nervøs.

- Pletten var så lille, at lægerne ikke kunne tage en ordentlig prøve af den. Og jeg fik også at vide, at jeg ikke skulle bekymre mig om den, siger Jeppe Noppenau.

Derefter blev der løbende holdt øje med pletten, men der var på intet tidspunkt noget, der fra lægernes side indikerede, at det var kræft.

I efteråret 2016 begyndte Jeppe Noppenau pludselig med at hoste en del. Han søgte læge og kom i behandling for kold lungebetændelse.

Men hosten stoppede ikke, og han søgte igen læge, da han mærkede en hævet kirtel på sin hals.

- Jeg fik foretaget en scanning af min højre lunge, og scanningen viste, at hele den øvre lungelap var inficeret. Yderligere scanninger viste, at den lille kræftplet havde vokset sig stor, og at kræften havde spredt sig til det meste af lungen, lårbenet, ribben og til en nakkehvirvel, fortæller Jeppe Noppenau.

I frygt for at livet snart ville få en ende, ville Jeppe Noppenau gerne nå at opleve et af de steder, han altid har drømt om at komme. Det er Nordkap i Norge.

Og han er netop kommet hjem fra en vandringtur i Nordkap, hvor han gik sammen med Helge Rude Kristensen fra »Familien på Farten« til fordel for en indsamling til Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg fik muligheden for at komme med på Helges indsamling, da han kender mine forældre, og jeg havde givet udtryk for, at det var sejt. Og jeg kan også godt lide at vandre, fortæller Jeppe Noppenau.

Jeppe Noppenau gik med Helge Rude Kristensen i tre dage. Det blev til 33 kilometer i alt.

- Det var så flot deroppe, så jeg ikke troede på, det var virkelighed. Det var fantastisk at opleve, fortæller Jeppe Noppenau.

På fjerdedagen fik Jeppe Noppenau det dog så dårligt, at han måtte indlægges på et lokalt sygehus.

Og han kom hjem til Fly i sidste uge.

Jeppe Noppenau har det seneste år arbejdet som pedel på Mønsted Skole, og det har han gjort helt frem til nu.

Men han har netop meddelt skolen, at han ikke længere kan passe sit arbejde.

Kroppen kan ikke holde til de seks timers ugentlig arbejde.

Nu vil han gå derhjemme og forsøge at sætte sig nogle mål.

- Selv om min krop bliver svagere og svagere, er det stadig vigtigt for mig, at jeg har nogle fixpunkter at kigge frem mod. Men det skal være nogle mål, der ligger inden for en overskuelig fremtid, for der er ingen, der ved, hvornår det er slut, siger Jeppe Noppenau.

Jeppe Noppenau, der bor med sin kæreste i Fly, har lovet Helge Rude Kristensen, at han vil gå de sidste kilometer sammen med ham, når han kommer til Danmark sidst på sommeren.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk