Heste-helte: Stinne og Klaus reddede hest fra druknedøden
Mandag d. 10-07-2017 kl. 14:52
Af: Pauli Vendelbo

Af: Peter Andersen

Alle fem heste, der fredag løb ud af deres indhegning, er efter en stor eftersøgning i området mellem Flyndersø og Karup Å tilbage igen.

Det skete takket være et lokalt par, Stinne Houlberg og Klaus Pedersen, der kender området som deres egne bukselommer.

Parret var ikke hjemme før sent på lørdagen, men straks de indfandt sig, skyndte de sig ud i netop det område, hvor ingen af eftersøgningsfolkene endnu havde turdet bevæge sig ud i.

- Vi havde sagt, at de skulle lede omkring den mose, men det var der ikke blevet gjort, da vi kom frem. Vi begyndte at lede på hver vores side af mosen, og pludselig råbte Klaus, om det var vores heste, der vrinskede. Men da vi var på gåben, vidste vi, at vi havde fundet hestene, siger Stinne Houlberg.

Stinne Houlberg, Klaus Pedersen og endnu en kvinde fandt kort tid efter to heste i sump og krat, en tredje, der sad fast mellem nogle træer, og den sidste i sumpen, hvor kun hovedet og det øverste af kroppen var over vandet.

Og de fik tilkaldt dyrlæge Heidi Nielsen.

- Hesten var meget tæt på at drukne, kun lige dens øjne og næsebor var over vandet, fortæller Heidi Nielsen, der beretter, at alle var meget berørte af situationen, da hun ankom efter at være blevet ringet op af Stinne Houlberg.

Dyrlægen var dog ikke den eneste, som Stinne Houlberg ringede til.

- Jeg fik ringet til Christian Mørch, der kom med sin traktor, og han fandt motorsav frem og savede træerne ned omkring det vandhul, hesten lå i, så traktoren kunne komme helt frem til hesten, som begyndte at se svækket og medtaget ud, siger Stinne Houlberg.

Ved fælles hjælp af en hel stribe tilstedeværende lykkedes det at få trukket hes­ten op af mosen.

- Vi fik hesten op med spændebånd, og der var flere folk i mosen for at hjælpe med at få båndene rigtigt på hesten, siger Stinne Houlberg.

Efter et par timers redningsaktion i mosen kunne dyrlægen undersøge hesten, og dens kredsløb var ok.

- Men den havde helt stive muskler efter have ligget i vandet i måske lang tid. Vi fik hesten givet massage og fik gang i dens ben og til sidst skubbet hesten op i brystleje, hvorfra den kom op at stå, fortæller Heidi Nielsen, der kunne konstatere, at hesten var forkommen og kold.

- Vi pakkede hesten ind i tæpper, og den kunne gå hjem, da hestens ejer dukkede op og trak den hjem, fortæller dyrlæge Heidi Nielsen, der via Skive Folkeblad ønsker at rette en stor tak til Stinne Houlberg og Klaus Pedersen.

- Uden dem var hesten druknet, lyder dyrlægens vurdering.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk