Radikale i fire partier ...
Lørdag d. 15-07-2017 kl. 10:19
Det er temmelig åbenlyst, at partiet Radikale Venstre aktuelt er langt fra den betydelige indflydelse, som det social-liberale midterparti i mange perioder har nydt godt af i dansk politik.

Sidder man med de afgørende mandater, vokser indflydelsen, og det oplever f.eks. Dansk Folkeparti i disse år. Og partiet synes - ligesom de radikale - at arbejde sig i en retning, hvor man kan få afgørende indflydelse ved at være fleksibel, når det gælder, hvem der skal have regeringsmagt. Og lige nu er DF f.eks. tættere på Socialdemokratiet, end de radikale er i en række afgørende spørgsmål.

Selv om de radikale står til fremgang i forhold til seneste valg, så må partiets ledelse i ledige sommerstunder alligevel fundere over, hvad der er sket med de social-liberale midter-muligheder og profiler de seneste 10 år. Det er ret dramatisk. Markante radikale politikere er spredt ud på fire partier: Naser Khader er fremtrædende hos de konservative, Uffe Elbæk leder Alternativet, Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og en stribe andre eks-radikale hører nu til Liberal Alliance - og så er der selvfølgelig stadig Radikale Venstre. Men det er voldsomt, som de social-liberale kræfter er blevet splittet og spredt, og man kunne godt have ønsket sig, at udbryderne var blevet og dermed havde givet et socialt-liberalt radikalt parti ekstra bredde og vægt.

Det er tænkeligt, at radikale ledere som Marianne Jelved og Margrethe Vestager skulle have gjort mere for at holde på f.eks. Naser Khader, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll og de øvrige radikale, der gik til Ny Alliance, som senere blev til Liberal Alliance, mens Khader fortsatte til de konservative. Der var masser af brave folk, og et rummeligt social-liberalt radikalt parti burde også have favnet disse personer. Når det gælder Uffe Elbæk, var han nok så meget grebet af muligheden for selv at stå i spidsen for et parti, at et brud var uundgåeligt. Han stod ikke til forfremmelse hos de radikale.

Når Radikale Venstre mistede Khader, Samuelsen, Ammitzbøll - og flere med dem - bør partiet også betænke, at risikoen er tilstede for, at der opstår skævvridning i den for de radikale livsvigtige balance om, at man som midterparti skal kunne samarbejde - i og uden for regering - med partier både til højre og venstre. Det er helt fundamentalt og radikal dna.

Der er en risiko for, at Socialdemokratiet bare tager radikal støtte for givet ved regeringsdannelser, og det vil være uradikalt, hvis det endte sådan. Radikale Venstres folketingsgruppe kan i efteråret få mulighed for at deltage i forlig med den borgerlige regering om lavere skat på arbejde, og den mulighed bør partiet gribe.

Det bliver også nødvendigt, at de radikale helt fordomsfrit vurderer, om man reelt er ved at være mere enig med V-K-LA-partierne end med Socialdemokratiet på afgørende punkter. Vi tænker her på økonomisk politik, skat, EU, diverse reformer, offentlige udgifter, pensionsalder m.v. Hvis det er tilfældet, vil det være uradikalt ikke at handle derefter - ikke mindst tilskyndet af den S-DF-alliance som samtidig skyder frem.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk