33 år mellem Hanne og Poul Erik: Vi er for glade til at tænke på det
Mandag d. 07-08-2017 kl. 15:43
Af: Peter Welander

Hun var 17 år, da de faldt for hinanden.

Han var 50 år.

Ægteparret Hanne og Poul Erik Halkjær Jepsen, Herrup, ved om nogen, hvad en stor aldersforskel i et parforhold vil sige. På godt og ondt.

Godt, fordi kærligheden har været der mellem dem hele vejen frem til i dag.

Ondt, fordi deres valg undervejs har haft omkostninger i forhold til den øvrige familie.

Hanne og Poul mødte hinanden i forbindelse med hockey i Skive Handicap Idrætsforening.

- Han var træner, og jeg var spiller, fortæller Hanne, som er ordblind og dengang gik på Skivefjord for unge med særlige behov.

- Det var lidt noget pjat til at begynde med, og så blev det nok lidt mere alvorligt. Jeg faldt for hans gode humør og hans charme, fortæller Hanne om Poul Erik.

I dag er hun 37 år og arbejder som rengørings- og serviceassistent på musikskolen i Holstebro.

Parret har tre hjemmeboende døtre på 17, 15 og 11 år.

Og hvad faldt Poul Erik så for hos Hanne?

- Det var hendes humør og hendes pæne krøller, svarer Poul Erik.

- Og mit skæve smil, supplerer Hanne og lyser netop op i sådan et smil, da Skive Folkeblad besøger parret på Kirkevænget i Herrup.

Da de indledte forholdet, havde de ikke de store overvejelser om de 33 år, der er mellem dem.

- Nej, det var bare noget, vi skød ud. Vi var for glade for hinanden til at tænke på det, siger Poul Erik Halkjær Jepsen.

- Der var mange, der holdt moralprædiken om det. Men der var også nogen, der sagde, at aldersforskellen var uden betydning, tilføjer hans kone.

frieri
Poul Erik Halkjær Jepsen er netop fyldt 70 og er gået på pension.

Op til pensionen var han førtidspensionist på grund af en invaliderende ryg.

Tidligere har han arbejdet som blandt andet landbrugsmedhjælper og entreprenørmedhjælper.

- Jeg var med til at lave A26 fra Hancock til Mors, husker Poul Erik.

Da Poul Erik mødte Hanne i 1997, var han gift og havde fire børn. Ægteskabet kørte ikke godt.

- Jeg spurgte Hanne: Hvis nu jeg bliver skilt, vil du så gifte dig med mig? fortæller Poul Erik.

- Jeg sagde ja, supplerer Hanne.

De kunne dog først blive gift, da Hanne fyldte 18 år i 1998.

I første omgang flyttede de sammen på en campingplads i Silkeborg i 1998, da Poul Erik flyttede fra sin ekskone.

stak af hjemmefra
Forinden havde den ordblinde Hanne fået hjælp af en præst, som stod hende nær, til at hjælpe sig med at skrive et brev til forældrene, inden hun stak af hjemmefra.

- Jeg skrev et brev, som jeg lagde på køkkenbordet, at jeg ville flytte hjemmefra, fortæller Hanne.

Som kun 17-årig havde hun store overvejelser, om hun nu også havde taget den rigtige beslutning, eller ej.

Hun forventede hvert øjeblik, at hendes far nok ville komme ned til campingpladsen i Silkeborg og hente hende hjem.

Men det skete ikke.

svært for faderen at acceptere
Den store aldersforskel var dog en særdeles svær kamel for Hannes far at sluge.

Og det første halvandet års tid havde Hanne kun minimal kontakt med sine forældre over telefonen.

Da hun i år 2000 fødte sit første barn, Henriette, var Hannes mor dog med under fødslen.

Og det lykkedes at få faren til at deltage i barnedåben i kirken.

Som tiden er gået, er skårene gradvist klinket.

- I dag er der ingenting overhovedet, siger Hanne Halkjær Jepsen.

børn slog hånden af poul erik
Også for Poul Erik har det haft omkostninger at insistere på, at det nu engang var Hanne, han elskede og ville have.

Poul Erik fortæller, at han i dag ingen kontakt har til sine fire børn, børnebørn og oldebørn fra det første ægteskab.

- Jeg fik at vide, at jeg måtte tage alle - bare ikke Hanne. Men det var jo ikke andre end Hanne, jeg ville have, siger Poul Erik, da han tænker tilbage.

I dag har han efterhånden accepteret, at han ikke har kontakt med sine børn fra første ægteskab, men:

- Det har været hårdt ved ham. Det kommer man ikke udenom, siger Hanne, og smilet er væk for en stund.

Det kommer dog hurtigt tilbage igen, da snakken falder på fordelene ved den store aldersforskel:

- Jeg har lært hende at lave mad! siger Poul Erik.

- Det vil jeg ikke engang lyve mig fra. Det er rigtigt, smiler Hanne, der også ser nogle fordele:

Når hun kommer hjem fra job har hendes pensionist-mand nemlig taget opvasken og tøjvasken og støvsuget.

- Og når jeg er på arbejde, og en af børnene bliver syge, så er der en hjemme, siger hun.

Der er dog også ulemper: Det har til tider været økonomisk hårdt at sidde i et hus, når den ene ægtefælle har en forholdsvis beskeden pension, konstaterer Hanne, som også godt kan savne at Poul Erik stadig var i job og havde lidt mere at fortælle om under aftensmaden.

en god far
- Jeg kommer hjem og har oplevet mere, siger Hanne.

I de seneste år har helbredet desuden drillet Poul Erik Halkjær Jepsen med blandt andet for højt blodtryk, som han i dag tager medicin for at holde nede.

Høfeber og astma er også kommet til.

- Jeg har aldrig været syg. Det kom lige pludseligt, siger Poul Erik.

Mens Skive Folkeblad er på besøg, begynder døtrene at indfinde sig i hjemmet efter skoletid.

Hvad tænker de egentlig om den store aldersforskel på mor og far?

- Jeg har ikke som sådan tænkt på det. For man er jo vant til det, svarer 15-årige Camilla.

Camilla har dog ofte oplevet, at folk tror, at hendes far er hendes bedstefar.

- Det er sket rigtig mange gange! Jeg svarer: Nej, det er min far. Han er bare lidt ældre end andres fædre.

Og hvis man spørger familiens yngste, Monica på 11 år, er hun ligeglad med, at hendes far lige har rundet de 70.

- Det er lige meget. Bare det er en god far, siger Monica.

Og alle tre døtre er enige om, at de har en god far.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk