Kampen mod bande-kriminaliteten
Onsdag d. 09-08-2017 kl. 13:00
En stribe bande-pakker er under skiftende regeringer blevet vedtaget, og politikere har stået i kø for at komme med bud på, hvordan der kan gribes ind over for den voksende bande-kriminalitet. Indtil videre har det ikke hjulpet meget.

Der er ofte skudepisoder, især i dele af København, og helt uskyldige borgere er blevet ramt. Der spærres af i gaderne og oprettes såkaldte visitationszoner - men problemerne fortsætter og er ikke begrænset til København. Der er problemer i Aarhus, Odense og andre steder. Bandeuvæsenet breder sig.

Det kan undre - og gør det også i politiet - at rigspolitichefen har sagt, at politiet har tilstrækkeligt med ressourcer til at sætte ind mod banderne. Sådan opleves det ganske givet ikke hos mange betjente - og blandt mange borgere. Kolde tal fra Rigspolitiet viser da også, at mens antallet af andre faggrupper end betjente i politiet er steget med 1000 fra 2007 til 2017, så er antallet af betjente faldet med et par hundrede i samme periode. Og det er jo ikke fordi, der ikke er kommet flere opgaver til politiet - herunder opgaver ved grænsen og voksende problemer med både bander og indbrud.

Bandekrigen er kampen om underverdenens kriminelle aktiviteter, og det er kamp om territorier. Det er et uvæsen, som fortjener en meget bred indsats - ikke kun fra politiet. Forebyggende indsats for at forhindre at nye teenagere fanges ind i bandemiljøet er f.eks vigtigt. Markante straffe for kriminelle bande-aktiviteter er et andet middel, og senest har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) valgt at få undersøgt om en af hovedaktørerne i bandekrigen - banden Loyal to Familia - vil kunne forbydes ved lov.

Nu skal Rigsadvokaten så vurdere, om der kan rejses en sag, der har til formål at opløse Loyal to Familia med en dom. Et sådant forbud har før - uden held - været forsøgt mod andre bander, men det giver ifølge flere jurister god mening at forsøge igen.

Grundloven her i landet præciserer, at borgere har ret til at danne foreninger og forsamles, men det fremgår også af grundloven, at »foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom«.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, siger i dag til Politiken om justitsministerens forbuds-tanker:

- Forslaget om et bandeforbud fortjener helt bestemt seriøs overvejelse. Berøringsangsten har i mange år været stor i forhold til rimelige indgreb i foreningsfriheden.

Og nok så interessant tilføjer Jørn Vestergaard, at det »i tysk straffelov er strafbart at være medlem af, virke for eller støtte en forening, der har det som målsætning eller har indrettet sin virksomhed på at begå forbrydelser«.

- Det falder mig svært at godtage, at man ikke her i landet skulle kunne have et tilsvarende forbud, siger Jørn Vestergaard.

Hans ord giver god mening, og det kan måske undre, at det først er nu, at et forbud mod »Loyal to Familia« - og måske andre bander - er kommet på dagsordenen for alvor.

Selvfølgelig kan nye bander opstå under nye navne, men det giver mening, at samfundet kriminaliserer voldelige banders eksistens med et forbud.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk