Afskaf licensen som led i skatteaftale
Torsdag d. 10-08-2017 kl. 13:02
På partiernes sommergruppemøder varmes nu op til efterårets store forhandlinger om skatter, afgifter, finanslov, velfærd, udlændingepolitik, pension m.v. Og Dansk Folkeparti lagde ikke overraskende kontante meldinger på bordet på partiets pressemøde i går.

Lad os starte med det positive. Dansk Folkeparti har fat i en helt rigtig tanke med forslaget om, at afskaffe licensen og beskære DR-budgettet med 25 procent over fem år. Licensen - der ganske urimeligt er lige høj for en studerende og en direktør - bør i stedet finansieres over finansloven som mange andre samfundsopgaver, og DR har selv på ufattelig vis demonstreret, at statsmediet ikke selv kan styre med økonomisk fornuft.

Sagerne står i kø med skødesløs omgang med borgernes penge. Senest er en tidligere DR-mediedirektør blevet hyret som »mangfoldighedskonsulent« til en løn på 2,1 millioner kroner om året. Tidligere er det blandt andet kommet frem, at DR har betalt hestetransport over Atlanten for en USA-korrespondent, en nyhedsdirektør fik betalt daglige flyrejser fra hjemmet i Jylland og så videre.

På skatteområdet i øvrigt afviser Dansk Folkeparti topskattelettelser. Lettelser i skatten skal ifølge partiet ske i bundskatten. Det vil regeringen også, men regeringen vil også have hævet loftet for, hvornår topskatten sættes ind. DF er ikke ultimativt imod, men det vil netop kræve andre indrømmelser til DF, hvis et stort forlig - eller en række forlig - skal strikkes sammen.

Udgangspunktet i dansk økonomi er ganske stærkt, og der synes frem til år 2025 at være et såkaldt økonomisk råderum på godt 20 milliarder kroner, som der så skal forhandles om fordelingen af. Socialdemokratiet foreslog forleden 24 milliarder ekstra til velfærd og øgede offentlige udgifter. Regeringen har mere fokus på lavere skatter og afgifter.

Selvom medieforhandlingerne formelt først skal føres til foråret, så kan man sagtens forestille sig, at DF stilles en klar indrømmelse i udsigt om afskaffelse af licensen og DR-besparelser - f.eks udlicitering af P3 og tv-kanaler som DR3 og DR-Ramasjang. Det vil være åbenlyse sejre for DF, og hvis partiet også kan få udvalgte velfærdsforbedringer og synligt lavere afgifter på »folkelige« områder samt lavere bundskat, kan det blive prisen for, at DF alligevel vil gå med til et højere loft for, hvornår topskatten skal sættes ind.

I et sådant forlig vil både DF og regeringen redde ansigt - størst ville problemet blive for Liberal Alliance, der helst så topskatten helt fjernet, men partiets regeringsdeltagelse er jo udtryk for en erkendelse af, at det ikke kan lade sig gøre i det nuværende Folketing.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk