Patrick fik knoglekræft som 23-årig: Livet er gået i stå
Lørdag d. 12-08-2017 kl. 12:28
Af: Per Nielsen

Det er ikke udfordringer, Patrick Friis har savnet i sit snart 27-årige liv.

Han voksede op i Brøndby Strand på Københavns vestegn. Forældrene blev skilt, da han var 12, men da var problemerne allerede begyndt for den urolige dreng, som året efter fik diagnosen ADHD. Han var en rod og i dårligt selskab, så efter skilsmissen flyttede han med sin mor til Højslev.

- Jeg var blevet smidt ud af Vandelsbæk Skole, og det blev ikke bedre herovre. Jeg gik på Højslev Skole i et år, så blev jeg smidt ud derfra. Så var jeg på efterskole et par måneder i 8. klasse, inden jeg blev smidt ud derfra. Så kom jeg ned på Tambohus Ungdomsskole at gå, og der lykkedes det mig også at blive smidt ud fra til sidst, fortæller Patrick Friis.

Han var endnu ikke fyldt 14 år, da han flyttede hjemmefra. Han flyttede ind hos en ven, og så begyndte det for alvor at gå skævt.

- Vi kom til at hænge ud med de ældre drenge, tage stoffer og lave ballade. Det fortsatte mere eller mindre, lige indtil jeg blev 19. Så fandt jeg min kæreste, Pernille, som er min nuværende kone. Så stoppede det. Jeg klyngede mig til Pernille, skiftede alle mine venner ud, blev clean. Jeg gjorde alt for at komme ovenpå igen, og det lykkedes også, konstaterer Patrick Friis.

- For første gang i mit liv fik jeg taget en uddannelse, selv om det bare var en HG, og jeg fik nogle ufaglærte jobs on-off, blandt andet som ventilationsmontør og jord- og betonarbejder, og som 23-årig fik jeg min første fastansættelse.

Inden da var Patrick også blevet far til Benjamin, som nu er fem år. Livet var godt.

For cirka halvandet år siden gav livet ham imidlertid et ordentligt gok i nødden.

- Det startede egentlig bare med smerter i min højre fod. Lægen trykkede lidt på den og gik ud fra, at det var en forstuvning. Jeg fik Ibumetin, som jeg tog et halvt års tid. Så kunne jeg ikke tage smerterne længere. Så kom jeg over på Tradolan, et morfinpræparat. Heller ikke det virkede. Jeg havde simpelthen så ondt, så hvis jeg tog på arbejde en dag, lå jeg ned to dage bagefter. Der gik næsten et halvt år med diverse scanninger, uden de fandt noget. Så de afsluttede min sag, og jeg fik at vide, at det nok måtte være noget psykisk.

- Men jeg var stædig og kom til en ultralydsscanning, og der fandt de en stor tumor. Senere viste det sig, at der var fem tumorer i min fod, og en biopsi viste, at det var ondartet. Så gik det meget hurtigt. Der gik fire dage, så fik jeg amputeret noget af min fod. De tager knoglerne og alt det, der har noget med knoglen at gøre, fortæller Patrick Friis.

Han har stadig fire tumorer i foden. De er i stilstand. Hvis de på et tidspunkt går i udbrud, skal han have amputeret benet under knæet. Han har fået at vide, at det sker for cirka én ud af 10. Patrick synes, det lyder som skræmmende mange.

- De siger, kræften er en genetisk ting. Min onkel har det også. Hans sidder mellem skulderbladene, så sammenlignet med ham har jeg været heldig. Det havde været værre, hvis det havde sat sig på rygraden, siger Patrick Friis.

- Da jeg først fik at vide, at jeg havde kræft, tror jeg ikke, det rigtig gik op for mig. Jeg tror, det har været surrealistisk for mig. Alle sagde, at jeg tog det enormt sejt i begyndelsen, men efter 2-4 måneder, gik det ned ad bakke. Jeg fik en svær depression, som jeg stadig lider af.

- Pernille var knust i starten, men det er hende, der har holdt alting kørende. Det første halve år var jeg slet ikke til noget. Jeg skulle bare ligge med foden opad 18 timer i døgnet, og jeg sov det meste af tiden. Så hun var faktisk alenemor med to børn. Det kunne jeg sgu ikke have klaret uden hende, fastslår Patrick Friis.

- Jeg har gået hjemme et helt år nu, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Hvis man tabte sig af at spille X-box, ville jeg være tynd, men det gør man ikke. Jeg har taget 17 kilo på det sidste halvandet år, fordi jeg sidder så meget stille. Jeg har ikke løbet i halvandet år, og der står i mine lægepapirer, at jeg ikke må løfte noget, der vejer over fem kilo. Så jeg kan heller ikke løfte rundt på min søn, som er meget energisk. Det er hårdt. Også at jeg har mange smerter og må tage et morfinpræparat hver dag, og at jeg ikke længere kan forsørge min familie, pointerer Patrick Friis.

- Lige nu er det ikke mig, der bestemmer. Det er nogle læger og kommuner, der bestemmer, hvad der skal ske. Jeg er til scanning hver tredje måned og sat på et hold til fysioterapi og går hos en psykolog, og så er jeg lige blevet henvist til smerteklinikken i Aalborg. Sådan som min fod er nu, kommer jeg aldrig på en byggeplads igen, så jeg skal i gang med noget uddannelse, men jeg har aldrig været god til at gå i skole. Jeg håber selvfølgelig at finde noget, jeg kan blive glad for, men lige nu håber jeg bare, at de næste to år går hurtigt, så jeg kan blive færdig med det, siger Patrick Friis.

Patrick deltager i støttegruppen Ung Kræft i Skive, som han selv var med til at starte op i 2016. Det er han rigtig glad for.

- Der er et sammenhold på en eller anden måde. Folk, der ikke selv har haft kræft, kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er, og de ved ikke altid, hvordan de skal gebærde sig. Her i gruppen ved vi, at alle har været igennem noget svært i livet. Så vi har nogle arrangementer, tager ud at spise sammen og sådan noget og har et helt unikt sammenhold. Man har lidt mere ro indeni, når man er sammen med de andre. Vi ser ikke til hinanden privat. Vi ses kun, når vi mødes cirka en gang om måneden. Men det er jo mine gode venner. Det vil jeg sige.

Når han tænker på sin situation, kan Patrick Fris ikke lade være med at have medlidenhed med sig selv.

- Jeg kan jo se, hvordan livet går videre for mine venner, som får børn, køber hus og så videre, mens jeg føler, at mit liv er gået i stå. Jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg har fået kræft. Jeg har virkelig kæmpet i mit liv, og jeg var endelig kommet på rette spor med en dejlig kone, en dejlig søn og et stort hus, og fordi alting lige gik så godt, kom der lige en hammer og tog alting fra mig igen. Måske er det karma. Jeg ved ikke, hvad man ellers skal sige...
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk