Våd høst giver pres på tørreri: Tonsvis af korn hober sig op på Skive Havn
Tirsdag d. 12-09-2017 kl. 11:12
Af: Joan Thora E. Laurberg

Kornet er meget mere vådt. Der er mere af det, og flere kunder er kommet til.

Hos Mollerup Mølle på Skive Havn lægger resultatet af en våd sommer og større mængder korn maksimalt pres på tørreriet.

Uden for på havneområdet har kornet de seneste uger hobet sig op, og en stor stak fylder stadig godt op i landskabet.

- Det er, fordi vores kapacitet på tørreriet har været for lille til, at vi har kunnet nå at få kornet indenfor, konstaterer Ole Bak, salgsansvarlig hos Mollerup Mølles afdeling i Skive.

Han vurderer, at mellem 15.000 og 18.000 ton korn inden for de seneste uger er blevet indleveret til firmaet på havnen. Og det er væsentligt mere, end sidste år.

- Det er enorme mængder, vi har fået, og som vi skal tørre os gennem. Rent mængdemæssigt har det været en god høst for flere landmænd, og vi har fået meget mere korn, end vi plejer. Vi har fået cirka 25 procent mere korn indleveret, end vi fik sidste år, fortæller Ole Bak.

Samtidig tager det længere tid at tørre kornet, fordi vandindholdet er højere end ved en traditionel dansk høst.

- Den høje vandprocent forsinker tørringen. Når vejret har været så vådt, som det er tilfældet, så skal vi have alt korn tørret, siger Ole Bak og uddyber:

- Ved en normal høst er der altid noget korn, som det ikke er nødvendigt at tørre. Vi plejer altid at få noget ind, som er tørt nok. I år er det nødvendigt, at vi tørrer måske 99 procent af det korn, vi får ind. Det plejer vel at være 25 procent, som skal tørres.

Flere borgere har over for Skive Folkeblad udtrykt undren over den store mængde korn på havneområdet. De seneste dages regn gør kornet stadig vådere, og nogle vil mene, at kornet lugter anderledes, end det bør.

- Hvis dyngen nu ellers er sådan, at vandet kan løbe af den, så er det kun den yderste skal af stakken, der tager vandet. Resten af vandet løber af. Der vil selvfølgelig være noget, som går tabt. Men det er ikke sådan, at to-tredjedele af kornet skal smides væk. Jeg vurderer, at det er under en procent, måske en halv procent, som skal kasseres, siger Ole Bak.

Om tilgangen af nyt korn til Mollerup Mølle fra egnens landmænd siger Ole Bak i øvrigt, at »det er begyndt at klinge af«: Og han afviser, at de planteavlere, som har indleveret korn, der bliver vådt hos Mollerup Mølle, bliver ramt økonomisk som følge af fugten.

- Det rammer overhovedet ikke landmændene. Når en landmand kommer til os med et læs, så kommer det op på vores vægt, bliver vejet, og vi tager en prøve af kornet. Vægten og prøven danner grundlag for vores afregning til landmanden. At kornet hos os bliver ramt af regn ovenfra, det er en omkostning, vi tager. Det er ikke noget, landmændene skal betale for.

Ole Bak vurderer, at Mollerup Mølle i løbet af indeværende uge vil blive færdige med tørringen af det ophobede korn.
Læs mere i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk