Team Esbjerg sænker Randers i håndboldligaen
Onsdag d. 13-09-2017 kl. 19:59
En stærk indledning på anden halvleg banede vejen for en sikker Esbjerg-sejr på fem mål over Randers HK.

Efter sidste sæsons svipser gør Team Esbjerg sig igen forhåbninger om at blande sig i toppen af dansk kvindehåndbold.

Onsdag aften tog vestjyderne en hjemmesejr på 23-18 over Randers HK i tredje spillerunde.

Fra sidelinjen kunne Esbjerg-træner Jesper Jensen se sine spillere slå et hul i begyndelsen af anden halvleg.

Efter en jævnbyrdig første halvleg, der sluttede 11-11, trak hjemmeholdet fra umiddelbart efter pausen og kom på 17-13.

En af hovedårsagerne var en stærkt spillende Sandra Toft i Esbjerg-målet. Toft er blot en af mange Esbjerg-udskiftninger i sommerpausen, hvor vestjyderne også har skiftet ud på trænerposten.

I 2015/16-sæsonen førte Lars Frederiksen Esbjerg frem til mesterskabet, men en skuffende syvendeplads i sidste sæson fik klubledelsen til at reagere og forfremme assistenten Jesper Jensen til cheftræner.

Efter ti minutters stillingskrig udbyggede Esbjerg føringen til 20-15, og det lykkedes ikke gæsterne fra Randers at svare igen.

Efter tre spillerunder står Esbjerg noteret for fire point efter to sejre og et enkelt nederlag. Randers HK, der vandt DM-guld i 2012, har to point.

I et andet opgør slog TTH Holstebro på hjemmebane oprykkerne fra Ajax København med 24-15. TTH Holstebro topper ligaen med seks point, mens Ajax med nul point har tabt tre gange i træk.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk