Gå til hovedindhold
Debat

Rendyrket manipulation

16-02-2010 KL. 14:41
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Energinets talsmand Leif Hansen prøver i et svar til Sigvald Fihl den 12. februar at berolige fritidsfiskerne omkring den truende forurening af Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord i anledning virksomhedens planlagte udledning af 16.800.000 tons salt, der bl.a. indeholder tungmetaller. Han udtaler at saltet ikke indeholder 5% tungmetaller, men blot 0,1%. Striden om procenterne svarer altså til om en stor lastbil, der kan laste 10 tons, skal køre 84.000 eller 1.680 gange for at flytte bare de miljøskadelige tungmetaller som saltet indeholder. Det lyder beroligende, når Leif Hansen kun taler om 0,1%, hvor han så end har det tal fra? - men han indrømmer dog nu at 1.680 lastbiler fyldt til bristepunktet skal bruges for blot at flytte alene tungmetallerne, der bl.a. består af meget giftige stoffer som bly, kviksølv og cadmium m.fl. Dermed har han indrømmet en overtrædelse af nogle EU bestemmelser, som jeg senere i læserbrevet gør rede for. Leif Hansen skriver videre, at miljømyndighederne sætter meget skrappe krav for, hvor meget der må udledes, og det sker for at sikre, at miljøet ikke påvirkes væsentligt. Det er hans fortolkning, men sagen er, at der slet ikke må ske nogen form for påvirkning af miljøet omkring Lovns Bredning og Hjarbæk fjord, der af EU er udlagt som et Natura 2000 område, hvor bestemmelserne klokkeklart siger: At der ikke må planlægges eller gennemføres indgreb, der forringer livsvilkårene for de naturtyper og dyrearter, som befinder sig i området. Med andre ord hr. Leif Hansen - allerede her i planlægningsfasen overtræder Energinet EU-reglerne. Det næste er så hans påstand om at miljøet ikke påvirkes væsentligt. Jeg kan godt se han bor nede i Fredericia, men alle os, der i mange år har haft vores gang ved Lovns Bredning kan så belære ham om, at naturen led en kæmpe overlast, da første udledning af salt og tungmetaller skete først i 80’erne. Før den tid, var her flotte hvide sandstrande og mange forskellige fiskearter. Den dag i dag er naturen ikke kommet sig efter de overgreb, som skete dengang for mere end 25 år siden. I flere år var det slet ikke muligt at bade i vandet, hvor sigtbarheden på et tidspunkt var nede på omkring 10 cm i det klæbrige mørkebrune vand, der før udledningen var krystalklart. I virkeligheden burde alle interessegrupper heroppe gå sammen om at kræve en kæmpeerstatning for de skader, der dengang blev forvoldt. Vi kan samle flere hundrede vidner på, at det forholder sig som jeg nu har beskrevet. Hvad kan du garantere hr. Leif Hansen? Hvis du og dine sammensvorne tror, at det er muligt at overbevise os om, at den nye udledning, der bliver 3 gange så stor som den første, ikke får nogen væsentlig betydning for Lovns Bredning og Hjarbæk fjord, så tror jeg det vil være klogt at få revideret den opfattelse nu inden den næste naturkatastrofe vil ske. Selv 1680 vognladninger bestående af meget miljøfarlige tungmetaller er mere end rigeligt til igen at udslette alt naturligt liv i Lovns Bredning og Hjarbæk fjord, der nærmest er sammenlignelige med indsøer, hvor udskiftning af vandet foregår yderst langsommeligt. Leif Hansen burde tvinges til at spørge miljømyndighederne, om han som privat person kunne få lov til at tippe blot et af vognlæssene af i Fredericia Havn, hvor udskiftningen af vandet ellers er mange gange større. Hvad tror han selv svaret vil blive? Håber guderne må forbyde det, men skulle det ske, at tilladelsen smutter igennem ad bagdøren, så skal Energinet og deres rådgivere vide, at det må påregnes at udløse et kæmpe erstatningskrav i milliard-klassen. Vores tillid til projektet er blevet misbrugt én gang for meget i forvejen, og de mange skøn og flotte beregninger giver vi ærligt talt ikke meget for. Energinet og deres rådgivere er således denne gang afskåret fra at påberåbe sig deres uskyld, når skaderne efterfølgende vil vise sig. De kan ikke dække sig ind under, at de igen skønnede forkert med de advarsler der denne gang er givet, og den virkelighed vi sidste gang oplevede. Til slut vil jeg blot lige kommentere Leif Hansen`s bemærkning der lyder: »Energinet ønsker en miljømæssig forsvarlig udvidelse af gaslageret. Vi har ingen interesse i at ødelægge vandmiljøet i Limfjorden«. Flotte ord, men jeg overlader trygt til læserne og miljøministeren at vurdere Leif Hansens troværdighed. Desuden skal den nyudnævnte EU-miljøkommissær Janez Potoènik nu også få lejlighed til at fremkomme med sin mening om projektet. Med venlig hilsen på vegne af en række interessegrupper og naturelskere Knud Damgaard Karen Margrethes Vej 13 9631 Gedsted
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland