Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Ny fase om atomaffaldet

01-02-2013 KL. 11:23
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Der blæser tydeligvis nye vinde i debatten om placering af det danske atomaffald, men selvom truslen om et slutdepot i Thise-området eller Skive-Vest nøgternt vurderet er lidt aftaget, så skal der soves med kampstøvlerne på og argumenteres videre for de to eneste ansvarlige løsninger: Et mellemlager på Risø eller eksport af affaldet til udlandet.

I går kom De Nationale Geologiske Undersøgelser (GEUS) med resultater fra de seks områder i provinsen - herunder altså Thise-egnen og Skive-Vest. Der var ingen anbefalinger af et eller to af stederne, og det må ses som endnu et udtryk for, at den politiske verden nu er optaget af at arbejde med mulighederne for eksport af atomaffaldet til et andet EU-land eller opbevaring i et såkaldt mellem-depot over jordoverfladen på Risø ved Roskilde, hvor affaldet er i dag. Et sådant depot har f.eks. Holland valgt som løsning.

Det kloge havde jo været, at staten havde sparet million-undersøgelserne de seks steder i provinsen, mens der blev arbejdet målrettet med en af de to førnævnte løsninger. Men det har desværre været småt med logik i processen, og alt for længe holdt sundhedsministeren og et politisk flertal fast i talen om at grave atomaffaldet ned i dansk undergrund - på trods af at alle ved, at det på et tidspunkt vil medføre udsivning og dermed være en helt uansvarlig løsning.

Nu har man så valgt, at der skal arbejdes med de to ansvarlige løsninger, selvom Sundhedsministeriets pressemeddelelse i sidste uge også gav oplysning om, at der efter en strategisk miljøvurdering i slutningen af året også skal angives, hvilke af de seks steder med bore-undersøgelser, der er bedst egnet. De ord må være for at skjule et strategisk tilbagetog, for hvis de nye vurderinger og forhandlinger peger på fortsat placering på Risø eller eksport af atomaffaldet, så giver det jo ingen mening, at komme farende med besked om, hvor affaldet i øvrigt kunne være placeret...

I forhold til Thise-området og Skive Vest gav GEUS-undersøgelserne i øvrigt det markante resultat, at det taler imod placering, at der er grundvands-hensyn og risiko for seismisk aktivitet. Faktisk var der ifølge rapporten i det nordvestlige Jylland i 1841 det kraftigste jordskælv, der nogensinde er registreret på dansk område. Desuden er der erhvervsinteresser i Thise-området og råstof-interesser i Skive Vest, påpeges det i undersøgelsen.

Dagbladet Politiken vurderer i dag, at hvis atomaffaldet skulle ende med at blive placeret et af de seks steder, så vil området ved Rødbyhavn være svag favorit. Rødbyhavn har angiveligt gode lerlag, ingen seismisk aktivitet, ingen særlige drikkevandsinteresser eller typiske turistinteresser.

De fem kommuner, der alle har sagt klart nej til at få atomaffaldet fra Risø, bør nu holde fast og stå sammen. Selvom Rødbyhavn måske vil være svag favorit, så er det jo ikke spor betryggende for hverken det område eller Danmark, at der i rapporten tales om, at lerlagene »forventes at kunne tilbageholde et eventuelt udslip af radioaktivt materiale.« Den sætning viser alvoren, og der må nu holdes fast på løsningen om mellemlager på Risø eller eksport af affaldet.

Heldigvis synes flere sundhedsordførere nu også at have erkendt, at selvfølgelig skal det ikke ende med, at man graver al dansk atomaffald ned i undergrunden et sted i Danmark og så håber det bedste. Det er jo virkelig en gammeldags, uansvarlig måde at udskyde og forværre problemet på. Det ser heldigvis ud til, at et politisk flertal nu har indset dette, men som forløbet har været, skal krudtet holdes tørt og kampen fortsætte.

O.D.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland