Gå til hovedindhold
Lokalt

Borgere snakkede atom-affald med minister

18-03-2013 KL. 15:17
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
- Jeg synes, vi har haft en god og konstruktiv dialog, og borgergrupperne havde rigtig mange gode spørgsmål om den fremadrettede proces. Vi drøftede blandt det videre arbejde med den strategiske miljøvurdering og muligheden for at etablere et såkaldt mellemlager på Risø. Og i den fortsatte proces bliver der også god lejlighed for borgergrupperne til at komme til orde og blive hørt. Der vil nemlig blive gennemført offentlig høringer, bl.a. som led i arbejdet med miljøvurderingen.

Det siger sundhedsminister Astrid Krag (SF) efter et møde med borgere mandag eftermiddag om placering af atomaffald.

Atomaffaldet, der over godt 60 år er opsamlet på Risø, kan blive placeret i et såkaldt slutdepot i en af kommunerne Skive, Struer, Kerteminde, Lolland og Bornholm. Det kæmper borgere fra de fem kommuner imod. Og det var repræsentanter for borgergrupper i de fem kommune, Astrid Krag holdt møde med.

Skive har to mulige placeringer - Skive Vest og Thiseområdet. Derfor var Anders Storgaard Rask, Hvidbjerg, og Søren Vester, Thise, med til mødet.

- Det var godt at møde ministeren og se hinanden i øjenen, fortæller Søren Vester.

Borgerinddragelse i processen er vigtig for de fem borgergrupper. Men Astrid Krag kunne ifølge Søren Vester ikke love borgergrupperne så meget, som de gerne vil. Kommunikationen mellem ministeriets arbejdsgruppe og borgergrupperne skal først og fremmest foregå gennem de fem kommuner. Når vurdering af miljøkonsekvenser ved at få et depot til atomaffald de fem steder skal gennemføres, vil borgergrupperne få samme rettigheder som enhver borger - alle vil kunne give sin mening til kende.

I november lovede Astrid Krag, at placering af affaldet i et såkaldt mellemlager, for eksempel på Risø, og eksport af det til udlandet skal undersøges.

Hun bekræftede mandag over for borgergrupperne, at undersøgelse af begge dele ér i gang.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland