Gå til hovedindhold
Debat

Myterne om de små skoler

02-09-2013 KL. 11:07
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Et af de lokale »hotte«emner har nu i nogen tid været evt. nedlæggelse af skoler/undervisningssteder i Skive Kommune. De fleste ytringer herom har været fra mørkemænd/dommedagsprofeter, der har berettet om alle de ulykker, der ville ramme deres lokalsamfund, hvis den lokale skole måtte lukke.

Det var derfor befriende at læse et indlæg i torsdagsavisen fra en borger i Krejbjerg, der kunne komme med det glade budskab, at Krejbjerg ikke er blevet udraderet af landkortet, selv om skolen i Krejbjerg blev nedlagt i 1963.

Hvis man ser på udviklingen i Vestsalling i det, der senere blev til Spøttrup Kommune, var der en stor bølge af skolenedlæggelser i 1960’erne, før de daværende otte sognekommune blev samlet i Spøttrup storkommune (etableret 1970). De daværende små sognekommuner havde travlt med at få bygget såkaldte »centralskoler« (det er nogle af disse, der nu er så små, at de bliver lukket (gælder centralskolerne i Lihme, Hvidbjerg og på Fur). Da centralskolerne i sin tid blev opført, kostede det livet for en lang række mindre landsbyskoler.

Jeg vil her forsøge at give en oversigt over lukkede skoler i Vestsalling:

I Lihme by betød den nye (nuværende) skole, at to andre skoler i selve Lihme måtte lukke - den ene fik et otium som menighedshus/sognegård p.g.a. beliggenheden ved kirken, en anden blev solgt til privat beboelse. Skolen i Aalbæk måtte lade livet ved samme lejlighed, på stedet opstod en møbelfabrik, og Aalbæk-området er siden vokset med et stort sommerhusområde og en af egnens store campingpladser.

I nabobyen Lem opførte man ligeledes en centralskole. Det kostede bl.a. livet for den tidligere Opperby Skole, en lokalitet, hvor der siden som i Aabæk opstod en møbelfabrik.

Ligeledes forsvandt den tidligere skole i Nørre Lem, der også dækker lokaliteten Brodal. I Brodal er der i dag en bilhandler, en tømrervirksomhed og et af egnens velrenommerede autoværksteder.

I tidligere Lem-Vejby Kommune nedlagdes også skolen i Vejby. Vejby er i dag hjemsted for et af egnens største hjemmeservicefirmaer og for et af egnens førende grøntsagsgartnerier.

Længere mod øst i den gamle Brøndum-Hvidbjerg Kommune blev den nuværende skole opført som centralskole, og den gamle Hvidbjerg Skole blev nedlagt tillige med skolerne i Brøndum og Rettrup. Sidstnævnte lokalitet huser i dag et af egnens førende blomstergartnerier.

Mellem Hvidbjerg og Lem er forsvundet Håsum Skole, der siden husede en Tvind-institution.

I Håsum opstod ligeledes en møbelfabrik, og lokale kræfter har siden søgt at synliggøre deres landsby ved afholdelse af et årligt krejlermarked. Sågar på Fur afløste den nuværende skole en række endnu mindre skoler. Bl.a var der tidligere en Debel Skole, og jeg har ved mit sidste besøg på denne vemodige limfjordsø kunnet konstatere, at denne lokalitet stadig eksisterer og at der oven i købet bor rigtige mennesker i nogle af husene.

Formålet med ovenstående er på ingen måde at forsvare de nu varslede skolelukninger - men udelukkende at bringe nuancer til de synspunkter, diverse dommedagsprofeter fremfører.

Det er jo ikke sådan, at fordi en skole lukker, så forsvinder alle omliggende huse med mand og mus i et stort hul i jorden. Alle kan ved selvsyn ved at besøge de små landsbyer i Brodal, Vejby, Håsum og Rettrup forsikre sig om, at der de pågældende steder er huse og mennesker, der har fundet ud af, at der er andet i livet end at sende børnene i skole lige om hjørnet.







Med venlig hilsenNiels Jørgen Hviid

Jeppe Aakjærs vej 16, 2.1

7800 Skive
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland