Gå til hovedindhold
Lokalt

Tarok er stadig et trækplaster

22-09-2013 KL. 11:54
Foto: Steen Don
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Tarok er stadig et trækplaster, der kan samle folk også nu mange år efter sin død. Det blev slået fast lørdag formiddag i stalden på »Hagenshøj«, hvor »Dannebrog på fire ben« havde sit hjem og ligger begravet.

Omkring 100 børn og voksne fra hele det midtjyske område og Thy og Mors samt naturligvis også enkelte fra lokalområdet havde meldt sig til at deltage i en tur arrangeret for af LOF Skiveegnen for at besøge Tarok og Jørn Laursen. Et ældre par havde først taget tog fra deres hjem i Rødkærsbro og derefter en taxa fra banegården i Skive til »Hagenshøj« nogle kilometer nord for Skive for at være med.Turen startede mellem hesteboksene i stalden, hvor travtræner Jørn Laursen med vanlig lune fortalte om sit arbejde med Danmarks travdarling og tilblivelsen af filmen om Tarok, der får gallapremiere den 20. oktober i Skive.

Ofte rullede en hjertelig latter gennem stalden, når Jørn Laursen stående oppe i en trillebør med lidt halm i bunden med glimt i øjet fortalte Taroks og familiens historie. Leet blev der for eksempel til fortællingen om Karl Laursen, der havde en tyrkertro på, at hoppen betyder langt, langt mest, miljø betyder også meget, mens kun de sidste fem til otte procent er hingstens fortjeneste.

- Det samme gælder ikke for mennesker, mente Jørn Laursen. Lige så ofte lagde sig også en stille eftertænksomhed over publikum, som da Jørn Laursen fortalte om den tunge dag, hans far døde, og måske især, da han fortalte om sin beundring for moderen, Elisabeth Laursen, der døde træt af dage som 99-årig på selve derbydagen sidst i august for otte år siden. Og hvordan familien holdt dødsfaldet inden for familiens kreds, indtil derbyet var ovre, for at holde fokus på det, de var kommet til Charlottenlund Travbane for: at køre løb.

Og kørt løb blev der, i hele verden fra Norge i nord til Italien i syd til USA i vest og Moskva i Øst. Og overældende mange løb blev vundet.Alt sammen ud fra en ideologi om, at heste, der er passet godt på og trives, også gør det godt. Så da Laursen senior byggede stalden var det med brede gange, store bokse, og hestene kunne se hinanden ned gennem stalden.

- Det er nok ikke helt pral at sige, at vi faktisk dominerede dansk travsport i nogle år, sagde Jørn Laursen, som også fortalte om Tarok, der fik lov til at udvikle sig stille og roligt, selv om familien hurtigt anede, at de havde en rigtig god en til at gå rundt hjemme på »Hagenshøj«.

- Han var utrolig lærenem og affandt sig hurtigt med tingene. Vi begynder for alvor at håndtere travhestene med seletøj og vogn, når de er ni-ti måneder gamle, men helt fra de er nyfødte begynder vi at holde dem om hovedet, for eksempel. Så er de stadig så små, at vi kan bære dem.

Da Tarok den 19. februar 1975 skulle årsdebutere på en bane uden for Skive, var det med Jørn i sulkyen og ikke hans bror Aksel, der havde søndagsvagt på jobbet.

- Så kørte vi ud i det løb. Han svævede bare. Det var et 2400 meter løb, og han gik så overlegent fra de andre på opløbssiden. På vejen hjem i bilen skrev jeg: »En stjerne er født«. Historien viste, det var rigtigt, sagde Jørn Laursen, der også forklarede, at hans mor nåede at sælge »Hagenshøj« inden sin død.

De nye ejere er - i fuld forståelse med familien Laursen - ikke hestefolk, og de fleste af hesteboksene var revet ned, og stalden blev brugt til lagerplads for en lokal håndværker. Kun fire hestebokse stod tilbage. Deriblandt Taroks nummer 3.

Indtil der en søndag middag i juli 2011 kom et telefonopkald fra en københavnsk journalist og tekstforfatter, Jesper N. Christiansen.

- Han havde fået en ide til at skrive et manuskript om Tarok. Jeg sagde: »Er det noget?«, velvidende at det var stort for vi andre. Jeg bad ham komme herover til os, og sagde: »Er der sympati og forståelse mellem os, så går vi videre«. Han er født i 1972 - samme år som Tarok. Hvorfor fik så ung mand den tanke? Han havde været i gang med rydde op, da der lød et klask på gulvet og et ark med Tarok-klistermærker faldt på gulvet.

Sympatien var der. Regner Grasten og Anne-Grethe Bjarup Riis kom med ind over som producer og instruktør, og filmselskabet har genetableret stalden på »Hagenshøj«.

Derfor er det ikke rigtige hestebokse med tykke vægge i træ eller jerngitter, tilhørerne nu står og læner sig op ad. Det er filmkulisser bygget i tyndt træ med hængsler, der kun er attrapper.

Efter Jørn Laursens fortælling trængte et vigtigt spørgsmål sig på fra flere af tilhørerne:- Hvordan døde Tarok?

- Han døde en fredag aften. Jeg blev ringet op klokken 21.05. Det var den 30. januar 1981. Tarok havde sluttet sin løbskarriere 2. juledag i København for at komme hjem og være fuldtids avlshingst. Min far gjorde en fejl - kan vi se i dag - han fortsatte med at fodre med højaktiv fodring, og Tarok tog nogle kilo på i løbet af januar. Som travhest var han næsten for tynd, men nu blev han forkert fed, blev McDonalds-fed, og så kiksede det med lever og nyrer, og der opstod en kraftig gæringsproces i hans mave.- Min far gik den sidste tur med Tarok herhjemme, en lang og trist tur, inden jeg kørte Tarok ned til klinikken hos dyrlæge Schougaard dernede i Silkeborg. Gåturen er med på filmen. Dér kan I godt have en kasse Kleenex med. Men det kan ikke ændres, vi kan bare lære af teksten. Hvis der er nogen af jer derude, der tænker på at gå på efterløn og sætte tingene i bero, vil jeg bare sige: I skal dæleme have noget at give jer til. Efter besøget på »Hagenshøj« fortsatte turen til Skive Trav, hvor flokken overværede eftermiddagens løb.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland