Gå til hovedindhold
Debat

Glædeligt at Skive undgår atom-depot

13-03-2015 KL. 12:01
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Atomslutdepoterne er glædeligvis blevet droppet. Det har længe været en mærkesag for Det Konservative Folkeparti, og det er en sag, hvor vi har arbejdet hårdt for at undgå slutdepoterne.
Vi er derfor rigtig glade for, at et samlet Folketing har valgt at arbejde på et mellemlager, hvor vi kan opbevare atomaffald, uden vi skal grave det ned i den danske natur. Det er særlig glædeligt for Skive, der stod nævnt med to mulige destinationer - både Thiseområdet og området mellem Skive og Kjærgårdsholm.
Sagen handler om en stor mængde radioaktivt affald fra den tidligere Forsøgsstation Risø. Vi er internationalt forpligtede til at deponere affaldet, og det står vi selvfølgelig ved. Men det har været afgørende for os konservative, at vi løser opgaven på en måde, hvor vi ikke risikerer vores natur.
Der er mange grunde til, at vi kan være glade for, at atomslutdepoterne er blevet droppet. Først og fremmest fordi vi nu får mulighed for, at den rette teknologi kan udvikles, så vi kan finde en stabil og bæredygtig løsning på opgaven. Så risikerer vi ikke den usikkerhed, der er omkring den nuværende teknologi, som medfører en reel risiko for, at et underjordisk depot før eller siden vil lække radioaktivitet.
Et mellemlager er langt den bedste løsning til at finde ud af, hvordan vi bedst skiller os af med atomaffaldet. Modellen med et mellemlager kender vi også fra Holland, hvor metoden er brugt med stor succes. Nu får vi mulighed for at finde frem til den bedste løsning, der sikrer, at vi undgå et radioaktivt udslip, så vores land er trygt og fremtidige generationer også kan nyde den danske natur.
Søren Pape Poulsen,
formand for Det
Konservative Folkeparti,
Christiansborg,
1240 København K
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland