Gå til hovedindhold
Lokalt

Vandmiljø vil koste 2400 lokale job

13-05-2015 KL. 15:30
Tre lokale landbrugs-foreninger går nu sammen og advarer om konsekvenserne af kvælstof-reduktionerne. Foto: Lindy Jørgensen
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Et samlet landbrug på Skive- og Viborg-egnen advarer nu om, at de skærpede krav til, hvor meget kvælstof, der må ledes ud i Limfjorden, vil koste flere tusinde stillinger i landbrugs-erhvervet, og det vil betyde et økonomisk tab for samfundet på flere milliarder kroner.
Det viser beregninger, som Landbo Limfjord, Landboforeningen Midtjylland og Familielandbruget Midtjylland har foretaget.
- Hvis vi skal nå de opstillede mål for at reducere udledningen af kvælstof alene ved at braklægge jord, så vil det være 25 procent af landbrugsjorden i Skive Kommune - det er 11.700 hektar - og næsten 38.000 hektar i Viborg Kommune. Det vil koste samfundet 7,4 milliarder kroner, hvis den jord skal købes til markedspris, siger Claus Clausen, der er formand for Landbo Limfjord.
Men en ting er de økonomiske omkostninger ved at tage jord ud af drift. Det vil også have afledte effekter, hvis regeringen vil opnå målene i den næste vandmiljøplan ved at braklægge.
Landbrug så langt væk som 30 kilometer fra Skive har marker, der bliver afvandet til Skive Fjord og Hjarbæk Fjord, og det kan betyde, at de skal drosle kraftigt ned på deres produktion.
Beregningerne fra landboforeningerne viser, at mellem 600 og 700 stillinger inden for landbrug og følgeerhverv vil blive tabt i Skive Kommune, og i Viborg Kommune er det 1700 job.
- De beregninger er foretaget ud fra, at aktiviteten i landbruget falder med mellem 35 og 47 procent på grund af den mindskede mulighed for at producere foder og komme af med gødning, men i realiteten vil det være flere job, mener Claus Clausen.
Den vurdering deler landmand Lars Kristensen fra Frederiks.
- Jeg kan ikke lukke mit landbrug ned med 37 procent. Enten lukker jeg ikke eller også lukker jeg 100 procent, siger Lars Kristensen, som har 700 malkekøer.
Landboforeningerne og familielandbruget er klar med et høringssvar til vandmiljøplanerne. Foreningerne mener ikke, at det er skræmmebilleder, de stiller op. Det er bare vigtigt, at beslutninger om eksempelvis vandmiljø bliver truffet ud fra kendskab til konsekvenserne.
- Nu belyser vi helt ned på bedrift- og kommune-niveau, hvilke konsekvenser det her kan få med mistede arbejdspladser, lukkede skoler, brugser og forsamlingshuse, siger Frede Lundgaard Madsen, der er formand for Landboforeningen Midtjylland.
Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Erhverv

Bekymrende udvikling: Mangel på kunder lukker lokal butik Bekymrende udvikling: Mangel på kunder lukker lokal butik

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland